Pia Kjærsgaard går ind i sagen om Obama-udklædning: »Det er fuldstændig langt ude«

I starten af april klædte to elever fra Herning Gymnasium sig ud som Barack og Michelle Obama. Deres lyse hud dækkede de med mørk makeup, men til festen blev de bedt om at vaske det af. Pia Kjærsgaard og Özlem Cekic mener begge, at krænkelseskulturen er gået for vidt. Formanden for Danske Gymnasier mener ikke, at hverken medier eller politikere bør blande sig i en sag, hvor ingen af de pågældende var til stede.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, går ind i sagen om udklædning til gymnasiefesten på Herning Gymnasium. Maria Albrechtsen Mortensen

Da eleverne fra Herning Gymnasium i starten af april blev inviteret til udklædningsfest med »verdens helte« som tema, havde ingen regnet med, at festen en måned senere skulle blive omdrejningspunktet for et debatindlæg skrevet af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.

Gymnasiefesten vakte opsigt, fordi to af eleverne havde valgt at klæde sig ud som Barack og Michelle Obama som en hyldest. Hyldelsten blev dog ikke taget godt imod, da de to elever havde malet deres lyse hud brun og deres blonde hår sort, hvilket stødte nogle af gymnasiets elever og lærere. De to elever blev derfor bedt om at vaske sminken af. Det skrev blandt andet Jyllands-Posten torsdag.