Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan ikke konkludere, om cyberangreb mod fødevarebutikker og bombetrusler mod lufttrafikken hænger sammen.

Tjenesten kan heller ikke konkludere, hvem der står bag hændelserne.

Det skriver PET fredag eftermiddag i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

- PET følger oplysninger om cyberangreb mod fødevarebutikker og bombetrusler mod lufttrafikken i samarbejde med blandt andet politiet og vores udenlandske partnere, lyder det i udtalelsen.

- PET's opgave er at identificere og imødegå trusler mod Danmarks sikkerhed. I det arbejde undersøger vi mulige sammenhænge på tværs af hændelser og lande, herunder om trusler og forstyrrelser bruges til at skabe utryghed og påvirke vores samfund.

RITZAU