Ekstremistiske budskaber har på grund af kunstig intelligens og onlineplatforme mulighed for at nå langt længere ud end tidligere.
Det er en af konklusionerne i en ny analyse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) med navnet "Onlineplatforme og ekstremistiske miljøer i Danmark".
Udviklingen øger risikoen for, at flere - heriblandt unge og mindreårige - bliver eksponeret for ekstremistisk indhold og radikaliseret.
Kunstig intelligens giver mulighed for at producere propaganda i et hidtil uset tempo, mens onlineplatforme kan være med til at sprede budskaberne.
Derfor bliver ekstremisters rekruttering lettere, mere anonym og mindre ressourcekrævende.
Der er ifølge Center for Terroranalyse (CTA) en tendens til, at ekstremister primært anvender store, udbredte og lettilgængelige onlineplatforme. På de populære platforme kan aktuelle dagsordner blive blandet med subtile ekstremistiske referencer og budskaber.
Indholdet kan eksempelvis indgå som et meme, i kodesprog eller via brug af emojis - små billedsymboler.
Et meme er en kombination af et billede og en eller flere tekstbidder skabt til at blive delt på internettet ofte med et humoristisk islæt.
Når ekstremistisk indhold i stigende grad findes på populære onlineplatforme, når det også ud til en bredere gruppe af personer. Blandt dem er også helt almindelige unge og mindreårige.
Michael Hamann, der er chef for Center for Kommunikation og Strategi i PET, siger i pressemeddelelsen, at ekstremistisk materiale i stigende grad også findes på YouTube, Instagram, TikTok og Roblox. Det betyder, at helt almindelige unge og mindreårige kan blive udsat for materialet.
- I sidste ende kan det radikalisere sårbare unge og mindreårige, der ikke nødvendigvis forstår konsekvensen af at tilgå og dele propaganda, siger Michael Hamann.
- Det kan dermed på sigt være med til at skærpe terrortruslen fra ekstremistiske grupper.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder i en skriftlig udtalelse udviklingen bekymrende.
- Jeg har noteret mig, at PET i de seneste år har styrket indsatsen mod online radikalisering og ekstremistiske aktører online, og fra politisk hold ser vi løbende på, om myndighederne har de rette værktøjer.
- For vi skal som samfund gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at voldelige ekstremister får lov til at skabe splid i vores eget samfund.
Analysen er offentliggjort af CTA mandag, og dens vurderinger ændrer ikke på det overordnede trusselsbillede mod Danmark.
/ritzau/
