En personbil og et godstog kørte torsdag aften sammen ved Ejby Station på Fyn.
Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi, Henrik Strauss, til TV 2.
To personer var til stede ved sammenstødet - føreren af bilen og føreren af godstoget. Ingen af dem er ifølge TV 2 kommet noget til.
Politiet er til stede ved Ejby Station sammen med brandvæsen, ambulance og redning, skriver Fredericia Dagblad.
Havarikommissionen arbejder også på stedet.
Henrik Strauss fra Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at man modtog en anmeldelse klokken 20.46 om, at en bil holdt på sporet, og at et godstog var på vej.
- Denne her bil er på en eller anden måde kommet ned på sporet. Der er ingen veje derned, så det er vi ved at undersøge nærmere, siger vagtchefen til TV 2 Fyn.
Grundet sammenstødet kørte der torsdag aften ingen tog mellem Fredericia og Odense. I stedet blev der indsat togbusser på strækningen.
Kort før midnat begyndte de første tog at køre på strækningen igen, oplyser DSB på sin hjemmeside.
DSB forventer dog, at der natten til fredag vil være længere rejsetid på strækningen.
/ritzau/