Personbil brager ind i parcelhus i Tilst – beboer mister livet
En patruljevogn fulgte efter en personbil, der kørte ind i parcelhus. Sagen behandles af politiklagemyndighed.
En patruljevogn fulgte efter en personbil, der kørte ind i parcelhus. Sagen behandles af politiklagemyndighed.
En person har mistet livet i Aarhus-bydelen Tilst, efter at en personbil tirsdag aften kørte ind i et parcelhus.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Morten Bang onsdag morgen.
Ulykken skete, efter at en patruljevogn klokken 23.48 havde eftersat personbilen.
- I forbindelse med en kortvarig eftersættelse påkørte den eftersatte personbil et parcelhus i Tilst.
- Den ene af husets beboere omkom, siger Morten Bang.
Personbilen kørte direkte ind i muren på parcelhuset, der ligger på Hindøvænget i Tilst, skriver TV2 Østjylland.
Billeder fra stedet, som er blevet delt af den regionale tv-station, viser flere ambulancer holde ved adressen. Det fremgår ikke, hvornår optagelserne er fra, men det er mørkt på billederne.
Vagtchefen tilføjer, at sagen behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
- Sagen efterforskes af duppen, og derfor har vi ikke yderligere kommentarer, siger Morten Bang.
Vagtchefen vil ikke fortælle, hvorfor patruljevognen eftersatte personbilen, eller nærmere omstændigheder omkring hændelsen.
Morten Bang vil heller ikke dele oplysninger om alder og køn på de involverede, eller om føreren af personbilen er blevet anholdt.
/ritzau/