Et større kontantbeløb, 250 fribilletter og en stor spand bolsjer er blevet stjålet fra Fyns Sommerland.

Det skriver TV 2 Fyn.

Værdierne lå i et pengeskab, der natten til fredag blev stjålet fra sommerlandet, ved at ukendte gerningspersoner brød ind via et vindue, skar pengeskabet fri fra en væg og stak af med det.

Det var meningen, at de stjålne fribilletter skulle være givet væk til velgørende formål. Da fribilletterne er nummereret, opfordrer sommerlandet til, at folk, der tilbydes en fribillet, tager kontakt til sommerlandet.

Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at indbrudstyveriet efterforskes.

Fyns Sommerland, der har åbent fra maj til september, ligger nord for Aarup på Vestfyn.

Sommerlandet byder blandt andet på muligheder for klatring, udspring, bueskydning og forhindringsbaner.

RITZAU