Partier vil fjerne coronavirussens særstatus og regeringens særlige magtbeføjelser

Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier fra ind- og udland.

Testcentre, der står klar til massetest af danskerne, bør pakkes sammen til efteråret - ligesom de særlige magtbeføjelser, regeringen har haft under coronaepidemien. Det mener en række partier. Liselotte Sabroe/Scanpix 2021

Godmorgen og velkommen til torsdagens nyhedsoverblik.

Her kan du læse om et muligt opgør med den særstatus, som coronavirus har i Danmark, om venstreformand Jakob Ellemann-Jensens hidtil største økonomiske udspil og om afghanere, der nu skal evakueres til Danmark.

Er du mere i humør til at lytte, så kan du høre Berlingskes nyhedsoverblik Morgenposten her:

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Og så videre til dagens historier:

Partier vil gøre op med testtelte og coronaens særstatus

Partier på tværs af det politiske spektrum melder sig klar til at fratage covid-19 sin særstatus som en samfundskritisk sygdom til efteråret.

Enhedslisten, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti vil dermed fratage regeringen de særlige magtbeføjelser, der har fulgt med coronaepidemiens indtog. Desuden vil partierne indstille den nuværende massetestning af danskerne. Det skriver Jyllands-Posten.

»Når vi kommer i slutningen af september eller starten af oktober, er vi der, hvor covid er en smitsom sygdom ligesom kyssesyge og falsk strubehoste, så der bør vi ophæve coronas særstatus og fjerne regeringens beføjelser på coronaområdet,« siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, som dog tager forbehold for, at en ny og mere smitsom variant kan dukke op og ændre sagen.

I dag, hvor corona klassificeres som en »samfundskritisk sygdom«, kan politikerne indskrænke borgernes rettigheder med eksempelvis forsamlingsforbud, regler om brug af mundbind eller nedlukning af skoler.

Læs hele artiklen hos Jyllands-Posten her.

Ellemann: Skær markant i nyuddannedes dagpenge og brug pengene på klima

Først lancerede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ti  principper, der skal samle blå blok.

Nu fortæller han i Berlingske, hvilke reformer der skal gøre det muligt at investere flere penge i kernevelfærden.

Med sit hidtil største økonomiske udspil lægger Venstres formand op til at skære markant i dagpengesatsen for nyuddannede.

Unge mennesker skal arbejde, også selvom de ikke lige får drømmejobbet med det samme, mener han. Og pengene vil han bruge på klimaet.

»Vi er nødt til at have et mere rimeligt niveau for dagpenge for nyuddannede, så vi tilskynder de unge mennesker til at komme ud på arbejdsmarkedet og gøre en indsats – også selvom det første job måske ikke lige præcis er det, man drømmer om,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Læs hele interviewet med Venstres formand her.

Og se, hvilke uddannelser der fører flest ud i arbejdsløshed her.

Lokalt ansatte afghanere evakueres til Danmark

Mindst 45 lokalt afghanske ansatte bliver tilbudt evakuering til Danmark og får midlertidig ophold i to år.

Det er resultatet af en bred politisk aftale, der blev indgået sent onsdag aften.

Aftalen gælder nuværende ansatte på den danske ambassade samt tidligere ansatte to år tilbage, skriver Ritzau.

Den nærmeste familie til de ansatte bliver også tilbudt evakuering. Det gælder som udgangspunkt ægtefælle eller samlever samt ugifte børn under 18 år.

Evakueringen vil begynde så hurtigt som muligt, lyder det i aftalen.

»Jeg er glad for, at et meget bredt flertal af partier står bag aftenens aftale. Aftalen leverer på regeringens ønske om at lave en hurtig, holdbar og ordentlig løsning for de lokalansatte afghanere i Danmarks tjeneste,« udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.

Læs mere om aftalen her.

Sommerens skovbrande udleder enorme mængder CO2

De skovbrande, der alene denne sommer har været på den nordlige halvkugle, har indtil nu sendt lige så meget CO2 op i atmosfæren som Australien, Canada, Brasilien, Frankrig og Storbritannien tilsammen udleder på et helt år fra landenes fossile energiforbrug.

Det skriver Dagbladet Information på baggrund af data fra EUs Copernicus Atmosphere Monitoring Service (CAMS).

Det er de igangværende brande i USA, Canada, Sibirien, Grækenland og Tyrkiet, der siden 1. juni har udledt 2,1 milliarder ton ekstra CO2 til atmosfæren.

Skovbrande er en del af naturens cyklus, og skovbrande har også gavnlige effekter på økosystemerne.

Men Mark Parrington, seniorforsker ved CAMS, fortæller til avisen, at han har overvåget aktiviteten af brande i nordlige skove i mange år og aldrig set så vedholdende brande af høj intensitet på begge sider af den nordlige halvkugle på én gang.

Læs hele artiklen i Dagbladet Information her.

Bureaukrati i København stikker kæp i hjulet på lynladere til elbiler i byen

Virksomheden Viggo Energy har fået grønt lys til at opstille lynladere til elbiler i København. Og lynladerne er bestilt hjem.

Men nu er virksomheden havnet i bureaukratisk limbo hos Københavns Kommune, og derfor sendes lynladerne på lager på ubestemt tid.

»Det fylder os med stor frustration. Men der er nok nogle, der skal møde den her udfordring som de første, og det er tilsyneladende os,« siger Henriette Friis, som er project manager i Viggo Energy.

Den bureaukratiske »gordiske knude«, der stikker en kæp i hjulet på udrulningen af lynladere i København, involverer elselskabet Radius, særlige transformere, en nødvendig deklaration fra kommunen og et såkaldt gæsteprincip.

Læs mere om sagen her.

23-årig dansk kvinde er tiltalt for at lokke lillesøster til Islamisk Stat

I dag starter retssagen mod en 23-årig dansk kvinde, der er tiltalt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien og for at have forsøgt at hverve sin lillesøster til terrororganisationen.

Kvinden er af libanesisk afstamning og opvokset på Københavns Vestegn. I 2016, da hun var 18 år, afbrød hun sin uddannelse for at drage til Tyrkiet og bosætte sig landet, hvilket både hendes lillesøster og mor har forklaret i retten for år tilbage.

Men anklagemyndigheden mener, at kvinden rejste videre til Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen fra juni 2016 og frem til marts 2019.

Kvinden har dermed »fremmet organisationens virksomhed« med sin tilstedeværelse og bidraget til, at Islamisk Stat kunne opretholde sin position i området, lyder anklagen.

Derudover er hun tiltalt for uden tilladelse at have opholdt sig i Raqqa-provinsen i Syrien, som var kendt som Islamisk Stats højborg.

Desuden mener anklagemyndigheden, at kvinden også forsøgte at tilskynde sin lillesøster til at tilslutte sig Islamisk Stat.

Den 23-årige kvinde risikerer mere end fire års fængsel.

Læs mere om sagen her.

Det sker i dag:

  • Liberal Alliance holder sommergruppemøde 12.-13. august.

  • De Radikale holder pressemøde på Vibeskolen i Nyborg klokken 10.15 i forbindelse med partiets sommergruppemøde, som finder sted i Nyborg 12.-13. august.

  • Sygeplejerskerne fortsætter deres strejke og demonstrerer flere steder i landet.

  • En ny grøn festival ved navn Bio-Bio Festival sætter fokus på den grønne omstilling og finder sted på BaneGaarden i København 12.-17. august.

  • WorldPride, der er en fejring af LGBT+personer, menneskerettigheder og lighed, starter i dag i både København og Malmø. WorldPride finder sted fra den 12. til 22. august.

  • Retten i Viborg ventes at afgøre en sag om hvidvask af cirka otte millioner kroner. Den sigtede skal have modtaget pengene i sin virksomhed via fiktive fakturaer, som han selv skrev. Manden, der er i 40erne, er også sigtet for bedrageri.

  • Det danske cykelløb Postnord Danmark Rundt fortsætter i dag med fjerde etape.