Partier åbner for debat om grænsen for fri abort

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Grænsen for fri abort har siden 1973 været 12 uger i Danmark. Men nu har både Venstre og Enhedslisten erklæret sig villige til at debattere, om grænsen for fri abort på 12 uger skal hæves. Begge partier ønsker at høre, hvad Etisk Råd har at sige. Ida Marie Odgaard

Godmorgen og velkommen til morgenens nyhedsoverflyvning.

Denne torsdag byder på abortdebat i dansk politik, svensk shitstorm og noget, som de fleste danskere har glemt at skænke en tanke i sommervarmen – nemlig coronavaccinen.

Vi begynder dog dagen i selskab med en vred FN-chef.

Lad os komme i gang!

FN-chef: Beskat energiselskabers groteske overskud

FNs generalsekretær, António Guterres, angriber den »groteske grådighed«, som olie- og gasselskaberne og deres investorer står for.

Han opfordrer landene til at lægge ny skat på de kæmpestore gevinster, som selskaberne får i disse måneder og bruge de indkrævede skatter til at hjælpe de fattige og sårbare.

Appellen kommer efter et første kvartal, hvor de største olieselskaber har haft et overskud nær 100 milliarder dollar (733 milliarder kroner). Ordene falder i FN, efter Guterres har offentliggjort en rapport om konsekvenserne af Ruslands krig i Ukraine.

»Det er amoralsk, for olie- og gasselskaber laver rekordstore profitter ud af denne energikrise, der kommer på bekostning af de fattigste mennesker og samfund. Og med en massiv omkostning for klimaet.«

»Jeg opfordrer alle regeringer til at beskatte alle disse ublu profitter og bruge midlerne til at støtte de mest sårbare mennesker i disse vanskelige tider,« siger Guterres.

Læs hele historien her.

Partier åbner op for debat om fri abort

Efter en sommer, hvor den globale abortdiskussion har været glohed efter Højesterets tilbagerulning af den forfatningssikrede frie abort i USA, åbner partier herhjemme op for en debat om grænsen for fri abort.

For mens Danmark af mange blev set som et foregangsland i 1973, da aborten blev sat fri, har vi i dag en af Europas mest konservative lovgivninger på området. Den danske grænse for fri abort har siden 1973 været 12 uger, men kigger man mod vores europæiske nabolande er grænsen i Sverige 18 uger, Island 22 uger og Holland 22-24 uger.

Både Venstre og Enhedslisten erklærer sig villige til at debattere, om grænsen på 12 uger skal hæves og ønsker at høre, hvad Etisk Råd har at sige.

Sidst Etisk Råd tog stilling til emnet var i 2007. Ingen af de daværende medlemmer sidder i rådet i dag.

Læs hele historien her.

Svensk minister i shitstorm

Og så til en historie om den svenske integrationsminister Anders Ygeman, som er endt i en voldsom shitstorm blot seks uger inden svenskerne går til valg 11. september 2022. Ministeren har i et interview med den store svenske avis Dagens Nyheter udtalt, at et boligområde ifølge ham er »dårligt«, hvis ikkenordiske beboere udgør majoriteten i området. Det har fået racismekritikken til at eksplodere mod ministeren.

»Jeg finder det uhørt, at en socialdemokratisk minister går ud og foreslår, at vi skal drive politik baseret på etnicitet. Vi har behov for at give mennesker i de berørte områder mere støtte, i stedet for at mistænkeliggøre alle som bor der,« lyder kritikken blandt andet fra  Märta Stenevi, som er en af to ledere af Miljöpartiet i Sverige.

Læs hele historien her.

Kritik af dansk vaccineudrulning: »Foruroligende« og »uforståeligt«

Vi bliver lidt endnu hos vores svenske naboer. For mens man i Sverige snart går i gang med at uddele et femte stik til de ældste, mest udsatte borgere, trækker det ud med blot at få udrullet det fjerde stik i Danmark. Det møder skarp kritik blandt patientforeninger, som kalder den danske kurs for vaccineudrulningen for »foruroligende«.

»Det er foruroligende, som myndighederne går til opgaven i denne sag. Det virker uforståeligt, at man totalt afviser erfaringerne fra udlandet samt anbefalinger fra eksperter og interesseorganisationer om at vaccinere mere,« siger direktør for Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.

Læs hele historien her.

Flere offentligt end privat ansatte på efterløn.

En langt større andel af offentligt ansatte end privat ansatte går på efterløn. Det viser tal, som den liberale tænketank CEPOS har lavet.

Tallene viser, at 55 procent af de, der kom fra beskæftigelse i 2019 og til efterløn i 2020, var offentligt ansatte. De offentligt ansatte er på den måde overrepræsenterede, da de kun samlet udgør omkring en tredjedel af beskæftigelsen herhjemme.

»Tallene taler for sig selv. Der er ingen grund til at tro, at de offentlige ansatte pr. definition giver tidligere op end andre. De trækker sig tilbage af en grund. Næsten hver femte pædagog har inden for det seneste år haft en arbejdsrelateret sygdom,« siger Næstformand i pædagogernes fagforening BUPL, Birgitte Conradsen, som peger på, at støj, stress og alt for højt tempo fylder for meget.

Læs hele historien her.

Det sker i dag

Formanden for Repræsentanternes Hus i den amerikanske Kongres, Nancy Pelosi, besøger efter planen Sydkorea. Det sker efter det højdramatiske besøg i Taiwan tirsdag, som vakte stor opsigt og har fået Kina til at true med alvorlige konsekvenser.

I dag er det præcis to år siden, at en store mængder ammoniumnitrat antændte i en lagerhal i Libanons hovedstad Beirut. 218 mennesker omkom, og over 7.000 personer kom til skade. I dag, to år senere, har myndighederne fortsat ikke foretaget en tilbundsgående undersøgelse af hændelserne, hvilket har medført jævnlige protester i hovedstaden.

Brøndby møder på hjemmebane Basel i Conference League-kvalifikationen. Der spilles returopgør i Schweiz 11. august.

Det var alt, vi nåede i dag. Tak, fordi I læste med. Dagens overblik vender tilbage i morgen.