Parter indgår forlig efter beskyldninger mod kongehus-bog
Boganmelder kritiserede forfatter for at opfinde historiske begivenheder. Sagen er afsluttet med et forlig.

Boganmelder kritiserede forfatter for at opfinde historiske begivenheder. Sagen er afsluttet med et forlig.

Et opgør mellem forfatteren og journalisten Peter Kramer og museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen om en bog er afsluttet ved retten i Aarhus.
Parterne har indgået en forligsaftale, som Ritzau er i besiddelse af.
Forlaget Momenta udgav i september 2024 Peter Kramers bog "Ridser i lakken – kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland".
Gry Scavenius Bertelsen anmeldte bogen i Flensborg Avis og beskyldte Peter Kramer for at opfinde historiske begivenheder, der ikke har fundet sted.
Det førte til, at Peter Kramer stævnede boganmelderen for æreskrænkelse.
I forligsteksten fremgår det, at Gry Scavenius Bertelsen "ikke har ønsket at beskylde Peter Kramer for at være uhæderlig eller at fabrikere kilder eller personer".
Gry Scavenius Bertelsen har i anmeldelsen ønsket at udtrykke kritik af bogen, fordi hun "som faghistoriker vurderer, at Peter Kramer drager nogle forkerte konklusioner", lyder det.
- Parterne anerkender, at der er en vidtgående ytringsfrihed for dem begge som henholdsvis forfatter og boganmelder, står der blandt andet i forligsteksten.
Peter Kramer skrev i sin bog, at de kongelige tog til Wagner-festspillene i Bayreuth på trods af international boykot som reaktion mod jødeforfølgelser og politisk undertrykkelse i Tyskland.
Gry Scavenius Bertelsen mente dog, at Kramer drog nogle forkerte konklusioner.
I et opslag på Facebook skriver Peter Kramer, at Gry Scavenius Bertelsen i forliget "trækker beskyldninger tilbage".
På den anden side lyder det fra Gry Scavenius Bertelsen på Facebook, at hun ikke har trukket sin anmeldelse tilbage.
- Der er ikke ændret så meget som et komma i den, og jeg står fortsat ved både anmeldelsen og den kritik, den indeholder. I forliget har jeg præciseret, hvad jeg mente med formuleringen "opfinde historiske begivenheder", skriver hun.
/ritzau/