Panserværnsraket blev affyret mod hus fra 15 meters afstand
To mænd sigtes for drabsforsøg ved at deltage i planlægning af natligt angreb på hus med en panserværnsraket.

To mænd sigtes for drabsforsøg ved at deltage i planlægning af natligt angreb på hus med en panserværnsraket.

To voksne og tre børn lå og sov inde i et rækkehus på Rødkælkevej i Glostrup en nat i april, da en panserværnsraket blev affyret mod deres hjem.
Det kraftige våben blev affyret på 15 meters afstand, men af uvisse årsager eksploderede sprænghovedet ikke, da det ramte huset.
Derved mislykkedes det drab, som to mænd på 25 og 26 år menes at have været med til at planlægge.
Det fremgår af sigtelsen mod de to mænd, der onsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.
Her kræver specialanklager Bo Bjerregaard de to mænd fængslet, mens politiets efterforskning af sagen fortsætter. For selv om episoden skete for halvanden måned siden, er det først onsdag, at der er sket anholdelser i sagen.
Samlet er syv personer anholdt i et samarbejde mellem dansk, tysk og svensk politi samt det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol. Der er tale om seks mænd i alderen 23-28 år samt en kvinde på 21 år.
Ifølge politiet var angrebet en del af en strid i et kriminelt miljø, og de to mænd, der onsdag står foran en dommer i Glostrup, menes at have været to af de fire centrale aktører, som er anholdt.
De sigtes for medvirken til drabsforsøg ved at have bestilt et værelse til to af medgerningsmændene, at have fremskaffet biler til nogle af medgerningsmændene og at have kørt medgerningsmænd rundt.
De er samtidig sigtet for besiddelse af panserværnsraketten, der blev brugt i angrebet.
Selv om raketten ikke eksploderede, da den traf huset, skete der stadig en eksplosion ved huset, som førte til omfattende materielle skader, har politiet oplyst.
Begge mænd nægter sig skyldige. Det siger deres forsvarere i begyndelsen af retsmødet.
Den ene sigtede er en bredskuldret mand med kortklippet sort hår og sort fuldskæg. Han er i retsmødet klædt i sort fra top til tå.
Den anden mand er smallere, og hans lyse hår er lidt længere på toppen. Han bærer briller med et sort stel.
Ingen af dem vil som udgangspunkt udtale sig i retsmødet. Det skyldes, at der er tale om et stort sagsmateriale, som de først for nylig har fået adgang til.
- Jeg har fået et USB-stik med 1800 sider på, og først nu har jeg fået en sammenfattende rapport, siger Adam Henning-Bengtson, der er forsvarer for den 25-årige mørkhårede mand.
Når anklageren har fremlagt sine beviser, vil forsvarer Henrik Halberg tale med sin klient om, hvorvidt han ønsker at udtale sig i retsmødet.
Udgangspunktet er ifølge forsvareren, at den 26-årige ikke har noget imod at udtale sig.
- Men man vil først gerne lige have et indblik i, hvad der danner grundlag for, at han skal sigtes, siger Henrik Halberg.
De to mænd blev anholdt ved 07.20-tiden onsdag. Der er nedlagt navneforbud for begge i onsdagens retsmøde. Derved er det strafbart at røbe deres identitet.
Dommeren har afgjort, at grundlovsforhøret skal afholdes for lukkede døre. Hun begrunder det med, at hensynet til sagens opklaring er stærkere end hensynet til den offentlige interesse.
To af de andre anholdte mænd, der menes at have haft centrale roller i drabsforsøget, er anholdt i Stockholm i Sverige og i Köln i Tyskland. Det er forventningen, at de onsdag også stilles for en dommer i Sverige og Tyskland med henblik på udlevering til Danmark.
Se & Hør samt Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at det natlige angreb er en del af en konflikt mellem medlemmer af Hells Angels' afdeling i Kokkedal samt tidligere medlemmer af Hells Angels Danmark, der er flyttet til udlandet.
En bestemt rocker skulle være målet for raketangrebet, der altså ifølge anklagemyndigheden også endte med at være et drabsforsøg på en kvinde og tre børn. Ingen kom til skade i drabsforsøget.
/ritzau/