En mandlig pædagog fra Aarhus Kommune misbrugte sin stilling til at have oralsex med og forsøge at have samleje med en yngre, sårbar kvinde.
Den 57-årige mand er onsdag blevet idømt tre måneders fængsel af Retten i Aarhus, som fandt ham skyldig i groft at have misbrugt en persons behandlings- eller plejermæssige afhængighed samt for misbrug af sin stilling.
Det skriver Århus Stiftstidende, der var til stede i retten.
Foruden fængselsstraffen er manden blevet frakendt retten til at være pædagog.
Pædagogen var ansat i et tilbud for psykisk sårbare borgere under Aarhus Kommune, som den yngre kvinde var del af.
Ifølge avisen blev han bortvist, da kommunen fik viden om sagen.
I retten onsdag forklarede manden ifølge Århus Stiftstidende, at han begyndte at se kvinden i fritiden. På et tidspunkt gik de i byen og drak store mængder alkohol.
Ifølge hans forklaring havde han ikke lyst til at være sammen med kvinden seksuelt, men erkendte også, at relationen ikke var "skidesmart".
Kvinden har også afgivet forklaring i sagen, men det er sket for lukkede døre, hvorfor hendes udlægning af sagen ikke kendes.
Manden vil ikke anke dommen, skriver Århus Stiftstidende.
/ritzau/
