En bilist, der var påvirket af alkohol, blev afsløret med to jagtvåben, da politiet mandag eftermiddag kontrollerede trafikanter i det vestlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin officielle døgnrapport tirsdag.

Den 36-årige mand havde "en promille på et godt stykke over det tilladte niveau", noterer politiet.

Om de to jagtvåben forklarede han, at de skulle bruges til regulering.

Men da der var uklarhed om ejerskabet af de to våben, besluttede betjentene at beslaglægge dem for at undersøge sagen nærmere.

Et stort antal jægere søger om tilladelse til at regulere vildt. Det kan for eksempel være råger eller duer.

Hvilken type regulering den 36-årige hævder at have fået tilladelse til, fremgår ikke af døgnrapporten.

I øvrigt blev 44 borgere i forbindelse med kontrollen sigtet for at overtræde forskellige regler.

I ni tilfælde blev der brugt en håndholdt mobiltelefon, hvilket giver et klip i kørekortet.

/ritzau/