Det er altid en dårlig idé at sætte sig bag rattet, hvis man har fået en snaps eller to inden for vesten. Ikke desto mindre er der stadig nogle, der ikke forstår at lade bilen stå, når de har alkohol i blodet.
Derfor vil Midt- og Vestsjællands Politi holde ekstra øje med spritbilister i påsken. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
»Vi ved, at spirituskørsel og for høj hastighed er blandt de hyppigste årsager til, at der sker færdselsuheld,« siger politikommissær Lars Galasz.
Han fortæller, at politiet gennem de seneste år har set en holdningsændring blandt danskerne, som nu i højere grad finder det uacceptabelt at køre spirituskørsel.
Alligevel kommer politikommissæren med en opfordring:
»Hvis man sidder til de gode påskefrokoster og kan se, at der er nogle af gæsterne, der ikke kan køre hjem, så skal man være den gode kammerat, der tør tage snakken. Det kan ende frygteligt galt, hvis folk sætter sig bag rattet, når de har drukket,« siger Lars Galasz.
Også Københavns Politi vil have ekstra fokus på påvirkede bilister i trafikken i påskedagene, oplyser de til TV 2 Lorry.
Hver sjette bilist kører for stærkt
Men det er ikke kun spirituskørsel, der kan være farligt, når man sætter sig ind i bilen. Hver sjette bilist træder nemlig også lidt for hårdt på speederen, når de sidder bag rattet.
Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og analyseinstituttet Wilke.
Her svarer hver sjette bilist, at han eller hun ofte eller engang imellem kører 100 kilometer i timen eller mere på landevejene, hvor fartgrænsen ellers er 80.
Derfor holder politiet også øje med bilister, der kører for stærkt, når politiet i påskedagene øger indsatsen i trafikken.
Det er særligt de unge, der ikke overholder fartgrænserne. Blandt de 17-34-årige bilister er det hver fjerde, som kører 100 kilometer i timen eller mere på landevejene. Det er over tre gange så mange som blandt bilister over 66 år.
»Når hver fjerde af de yngste bilister kører med de her hastigheder, så har vi alle en udfordring. For ulykkerne rammer jo ikke kun den enkelte. De rammer også de involveredes kærester, ægtefæller, børn, kollegaer og venner,« siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Ifølge organisationen kunne næsten halvdelen af alle de personer, der dør i trafikken, reddes, hvis alle bilister overholdt hastighedsgrænserne og kørte efter forholdene.