På vej mod Sjælland: DMI varsler snestorm – og bagefter tæt tåge

Nu begynder sneen for alvor at trække ind over landet fra sydvest. Det oplyser DMI, der fortsat varsler om risiko for snestorm og derefter om risiko for tæt tåge.

Snedynger og fygning nær Gedesby ved Gedser, tirsdag den 9. februar 2021. I store dele af landet er der faldet sne, og når det samtidig blæser, giver det fygning. Der er varsel om snestorm for sydlige landsdele. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er god grund til at være ekstra opmærksom, hvis man bevæger sig ud i trafikken det kommende døgn.

For Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varsler både om risiko for snestorm. Og dernæst om risiko for tæt tåge.

»Der har været lidt sne først på dagen, men nu begynder det at blive mere udbredt. Sneen bevæger sig ind over vestkysten, i særdeleshed i Sønderjylland, og så trækker snevejret stille og roligt hen over landet, så det rammer hovedstaden sidst på eftermiddagen og Bornholm i aften,« fortæller vagtchef ved DMI Klaus Larsen.

Ifølge den nuværende prognose vil der falde mest sne i den sydlige del af landet. Men der kan også falde en del sne nordpå.

»Vi forventer i gennemsnit, at der falder fem centimeter, men det er meget ujævnt fordelt. Der kan falde fra tre til 12 centimeter,« siger Klaus Jensen.

Samtidig med, at himlen åbner for sluserne, tager vinden til.

Det vil blæse mest i de kystnære egne – særligt syd og sydøstvendte kyster kan få hård vind med op til 12 sekundmeter. Længere inde i landet vil vinden være frisk.

»Det begynder at blæse op, så man skal køre forsigtigt, når man kører ind i sneen. Det er glat, og sigtbarheden er sat ned. Sneen vil fyge med vinden. De største problemer vil nok være på de mindre veje, hvor man får ryddet sidst,« fortæller vagtchefen.

Lige akkurat snestorm

For at der er tale om snestorm, skal der falde mindst ti centimeter sne inden for seks timer, og så skal middelvinden ligge på over ti sekundmeter.

Med den nuværende prognose ser det altså lige akkurat ud til, at der kan komme snestorm nogle steder i landet.

»Vi har risikomelding for regulær snestorm, og bagefter afløses det af et varsel om tæt tåge sent på aftenen og i nat. For efter sneen kommer en lunere og mere fugtig luft ind over landet,« fortæller Klaus Jensen.

Også tirsdag kan der være tåget en stor del af dagen, inden tågen afløses af endnu et frontsystem med regn.

»Det er foråret, der presser sig mere og mere på og får kulden til at forsvinde. Der er et stort vejrskifte i gang med to slags luft, der slås hen over Danmark. Der er polarkulden, som vi har haft de seneste 14 dage, og så kommer der nu en luftmasse fra Atlanterhavet, som er en hel del varmere og mere fugtig. Den skubber på kulden,« lyder det fra vagtchefen.

På grænsen mellem den varme og kolde luft, opstår nedbøren med sne eller regn.

Efterhånden som den lunere luft fra syd får overtaget, vil temperaturen stige, og i næste weekend kan termometeret udenfor vise mere end ti graders varme.

»Jeg forventer sol og tocifrede grader. Dog også med risiko for smådryp og skyer. Men der vil være plads til at kunne nyde den lunere luft,« siger Klaus Jensen.

Dermed ser det ud til at være sidste udkald for skøjteløb på frosne søer for denne gang – og farvel til nogle af de livsfarlige ture langt ud på den tynde is, som nogle borgere har begivet sig ud på de seneste dage.