På værelset i Helsingør står en kuffert, to små rygsække og en lille weekendtaske. Det var alt, familien fik med sig på flugten fra Ukraine

Tre ukrainere, mor, datter og mormor, deler en dobbeltseng i Helsingør. Efter tre døgns rejse er de kommet på lang afstand af krigen i deres hjemland. Alligevel er den helt tæt på. Den 22-årige søn er stadig i Ukraine, og der var ikke tid til et ordentligt farvel. Berlingske har besøgt nogle af de første ukrainske flygtninge i Danmark.

På gulvet i soveværelset står det, de fik med sig. En kuffert, en lille weekendtaske og to rygsække i størrelsen for skolesøgende børn. De mest nødvendige ejendele blev hurtigt smidt i taskerne; telefoner, tøj til tre dage, nogle kiks og sandwiches.

For mange danskere er det formentlig en oppakning svarende til en forlænget weekend i udlandet. Men Olena Navrotska, hendes mor, Lubov Navrotska, og datter, Lubov-Maria Hotsko, har ingen anelse om, hvor længe de skal være væk hjemmefra.