Eleverne i landets folkeskoler skal ifølge planen starte fysisk i skole onsdag 5. januar.
Til trods for et fortsat højt smittetryk i samfundet mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil stadig, at det er forsvarligt at sende børnene tilbage i skole til den planlagte dato.
Skolestarten kommer dog ikke til at være helt »normal«. Den vil være præget af en opfordring til test og faste grupper for at sikre en tryg hverdag for børn og voksne.
Berlingske har her samlet et overblik over, hvordan det kommer til at foregå, når skoleklokken ringer ind landet over.
Vaccination og test
Da regeringen på et pressemøde i december valgte at hjemsende folkeskoleeleverne fra 15. december skete det med en klar opfordring til forældrene:
Få jeres børn fra femårsalderen og op vaccineret inden den planlagte skolestart 5. januar.
Og det er fortsat opfordringen fra myndighedernes side, hvis skolerne skal holdes fysisk åbne, fremgår det af planen fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Indtil videre er 41,9 procent af de yngste skolebørn mellem fem og 11 år vaccinerede med første stik, mens 7,2 procent er færdigvaccinerede.
Samtidig udvides de nuværende anbefalinger om test i skoler i forbindelse med genåbningen:
Alle elever fra og med 1. klasse og medarbejdere opfordres til at lade sig screeningsteste to gange ugentligt, dvs. også elever og ansatte, der er vaccinerede eller tidligere smittede.
Alle medarbejdere i dagtilbud med videre – herunder også vaccinerede og tidligere smittede – omfattes fra den 5. januar 2022 også af opfordringen til at lade sig screeningsteste to gange ugentligt.
Anbefalingen om test ved smitte i skolen udvides, så alle elever – både vaccinerede og ikkevaccinerede – testes hurtigst muligt og på 4. og 6. dagen, hvis de har været i kontakt med en smittet. Elever kan fortsat være i skolem imens de testes, men ved positivt testsvar bør eleven straks gå i isolation.
Og så udvides den nuværende testkapacitet på skolerne:
Der vil nemlig være mulighed for gratis selvtest til alle elever og medarbejdere i grundskolen samt medarbejdere i dagtilbud til brug for de ugentlige screeningstest og 0. dagstest.
Opfordring til afstandskrav og undervisning
Det anbefales samtidig, at der bliver indført en række tiltag, når det kommer til undervisning og afstandskrav.
Disse tiltag dækker blandt andet over en opfordring til, at undervisningen foregår i stamklasser, at aktiviteter i SFO og fritidstilbud organiseres sådan, at børnene så vidt muligt er i faste grupper, og at eleverne så vidt muligt er opdelt klassevist i frikvarterer og pauser.
Der opfordres samtidig til at holde afstand blandt medarbejdere, forældre med flere. Men afstandsanbefalingen gælder ikke blandt elever og imellem elever og medarbejdere.
Formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen har blandt andet over for TV 2 udtrykt bekymring for smittespredning blandt eleverne.
Han har derfor efterspurgt en mulighed for holdopdeling af stamklasserne, der hvor smitten er høj. Det vil betyde, at eleverne på den måde skiftes til at komme i skole hver anden dag.
Men det forslag afviser formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal over for Ritzau. Det vil ifølge formanden kræve dobbelt bemanding på alle klasser, hvis nogen skal undervises i skolen og andre derhjemme.
Det er der ikke mandskab til, lyder det.