På gaden i Gentofte: »Vi har masser af penge, det er fint at dele, men pengene skal bruges ordentligt«

Mette Frederiksen lægger op til, at blandt andre Gentofte skal af med endnu flere penge til fattigere kommuner. De borgere, Berlingske mødte i Gentofte, ville generelt gerne hjælpe, men kunne have deres tvivl om, om kommunerne bruger deres skattepenge ordentligt.

De borgere, som Berlingske mødte i Gentofte, ville generelt gerne dele med kommuner med reelt behov. Personerne, der her passerer Strandvejen i Hellerup, har intet med denne artikel at gøre. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Der er formentlig præcis lige så koldt i Kalundborg som netop nu på Vangede Bygade i Gentofte. Men ellers kan forskellene tilsyneladende ikke blive større. I hvert fald var det de to kommuner, statsminister Mette Frederiksen fremhæver som ekstremerne i en kommende udligningsreform. I regeringens forslag bliver Gentofte den kommune, der skal af med mest, mens borgerne i Kalundborg kommer til at modtage mere end nogen andre.

I ejendomsmæglerkæden Home på hjørnet af Vangede Bygade er mægler Richard Højland, der selv bor i Gentofte, ikke begejstret.