På billedet ses én af Kamala Harris' største udfordringer

Endnu en migrantkaravane har kurs mod den amerikanske grænse og håber at ankomme før valget. Kamala Harris er allerede blevet døbt »Bidens grænsezar«, og migrationen kan blive hendes store udfordring i valgkampen.

Karavane af migranter med kurs mod den amerikanske grænse.  Juan Manuel Blanco/EPA/Ritzau Scanpix

Søndag drog endnu en migrantkaravane afsted fra det sydlige Mexico med kurs mod den amerikanske grænse.

Det er langt fra den første, men migranterne frygter, at det kan være den sidste.

Immigration har fyldt enormt i den amerikanske valgkamp, og med udsigten til, at Kamala Harris bliver Demokraternes nye præsidentkandidat, vil debatten næppe aftage.

Dette skyldes, at Joe Biden gav hende den utaknemmelige opgave at løse den kaotiske situation ved USAs grænse til Mexico. En opgave som hun ifølge flere iagttagere dumpede.

»Mens tilstrømningen af migranter satte den ene rekord efter den anden, virkede Kamala Harris handlingslammet og uden løsninger,« lød dommen i Birgitte Borups seneste analyse.

En konklusion, der også har nået Det Republikanske Parti, som allerede nu bruger det som en klar sag mod hende.

Gennem årene er Kamala Harris af republikanere blevet døbt Joe Bidens »Grænsezar«, der med migrationskrisens omfang taget i betragtning, er ment som en negativ ansvarspålæggelse for krisen.

Denne betegnelse blev gentaget på republikanernes nationale konvent i sidste uge, hvor Vox talte sammen, at mindst syv forskellige talere brugte den til at beskrive Kamala Harris.

Trump-kampagnen har på rekordtid skiftet fokus fra Biden til nu at male Kamala Harris som værende ansvarlig for det, de kalder den »åbne« amerikanske sydlige grænse under Biden-administrationen, skriver Guardian.

Dette har også sat et tydeligt aftryk i deres nyeste kampagnevideo, der gør hende ansvarlig for »grænseinvasionen«.

Sandheden bag hendes rolle er mere nuanceret og kompleks, skriver Vox. 

Det betyder dog ikke, at de mange migranter, der stormer mod USA, ikke kan ende som en massiv udfordring i hendes valgkamp.

Over grænsen inden valget

Den ulovlige migration mod USA har været højt på Trumps og MAGA-bevægelsens dagsorden, lige siden han trådte ind i amerikansk politik.

Den 5. august 2014 skrev Donald Trump for første gang om den famøse mur, som han ved utallige lejligheder har talt om skulle bygges mod den mexicanske grænse siden.

»SECURE THE BORDER! BUILD A WALL,« skrev han.

Retorikken om migranterne har i denne valgkampagne kun været hårdere fra Donald Trump.

»De er ikke mennesker, de er dyr,« har han blandt andet sagt i en tiltagende hård retorik.

Blandt migranterne med kurs mod USA er der heller ingen tvivl om, at der kan være forandringer på vej, hvis Donald Trump bliver valgt som præsident.

Flere medlemmer udtalte til AP News, at de håber at nå den amerikanske grænse, før valget afholdes i november, da de frygter, at Donald Trump vil lukke grænsen for asylansøgere.

Hvad vil hun nu? 

Hvor billedet, som republikanerne maler af Kamala Harris, ikke er til at tage fejl af, er hendes reelle holdning og rolle i immigrationen sværere at blive klog på.

I marts 2021 meddelte Joe Biden, at hun skulle koordinere diplomatiske forbindelser for at løse »grundårsagerne« til migrationen til USA, skriver Vox.

Ifølge både Vox og New York Times har den akutte migrationskrise altså aldrig været hendes ansvarsområde.

I stedet har målet været en langsigtet strategi, der på sigt skulle mindske migrationen, hvis man kunne løse roden til de store strømninger.

Det er ifølge medierne for tidligt at konkludere, om disse tiltag har virket.

Men ifølge Vox gik kommunikationen fra Det Hvide Hus galt fra starten, da de ikke fik specificeret hendes rolle ordentligt.

Medier over hele verden beskrev Harris som »hovedpersonen på immigration« og »placeret i spidsen for migrationskrisen«, efter Biden gav hende rollen. 

Et billede, der har holdt ved, og som hun nu mærker konsekvenserne af.

Men trods sin egentlige mere diplomatiske rolle i forhold til migrationen, har Kamala Harris også gjort det klart, at der er et akut problem.

Hun bakkede fuldt op om den foreslåede aftale, der blandt andet ville give præsidenten nye beføjelser til straks at udvise migranter, hvis myndighederne overvældes med asylansøgninger, og den ville have finansieret tusindvis af nye grænsesikkerhedsagenter og asylbetjente, skriver New York Times.

Forslaget blev ikke stemt igennem efter stor modstand fra Donald Trump, der opfordrede alle republikanere til at »dræbe« aftalen.

I marts udtalte Harris, at der var tale om et ødelagt immigrationssystem.

»Vi er meget klare, og jeg tror, de fleste amerikanere er enige i, at vi har et ødelagt immigrationssystem, og vi skal rette det,« forklarede hun.

Med et forventet stort pres på denne dagsorden fra republikanerne mod Kamala Harris kan det blive afgørende for hende at præsentere konkrete forslag på området.