Et politisk flertal har givet grønt lys til oprettelsen af flere erhvervsparkeringspladser i København.
Det kan nemlig været svært at finde en plads til bilen i hovedstaden, og det kan særligt gå ud over håndværkere, som mister kostbar tid i søgen efter en parkeringsplads.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
Derfor har fire partier – Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Alternativet – besluttet at konvertere 40 almindelige parkeringspladser forskellige steder i byen til erhvervsparkeringspladser i tidsrummet 7-17.
»For at sikre bedre vilkår for erhvervslivet og for den nødvendige biltrafik tager vi nu politisk ansvar for at gøre det en smule lettere at finde en parkeringsplads som håndværker, og forhåbentlig bliver det dermed også en smule lettere for københavnerne at få besøg af en håndværker,« siger Enhedslistens Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
Line Barfoed tilføjer, at de 40 pladser langtfra er nok, hvorfor hun har bestilt et budgetnotat til konvertering af op mod 300 yderligere pladser.
Ifølge pressemeddelelsen vil de 40 kommende pladser blive placeret i tætbebyggede områder med høj parkeringsbelægning, og hvor der i forvejen findes relativt få pladser.
Teknik- og Miljøforvaltningen har umiddelbart tænkt, at de nye pladser skal findes i Indre By samt dele af Vesterbro, Nørrebro og Østerbro.
På nuværende tidspunkt er der 423 parkeringspladser reserveret til erhvervskøretøjer på gule nummerplader.
Er de på hvide nummerplader, må køretøjerne ikke anvende parkeringspladser, selvom de bliver brugt til erhverv.

