Dansk politi har siden 2023 gjort brug af slægtskabssøgning.

Hvis politiet har kunnet sikre DNA-spor fra et gerningssted, vil det typisk søge efter et match i DNA-registeret.

Hvis der ikke er et direkte match med en person i registeret, kan retsgenetikerne i stedet regne på, om DNA-profilen fra gerningsstedet kan stamme fra et nærtstående familiemedlem til en person, der er i systemet.

I slutningen af sidste år rejste Østjyllands Politi tiltale i en mere end ti år gammel voldtægtssag. Sagen indledes onsdag i Retten i Randers.

Politiet kom på sporet af den tiltalte - en 50-årig mand - ved hjælp af slægtskabssøgning. Ved brug af metoden fandt politiet et DNA-match med et nært familiemedlem til den nu tiltalte.

Læs om andre sager, hvor slægtskabssøgning har ført til gennembrud:

* I 1999 blev en 11-årig pige udsat for en voldtægt og et drabsforsøg ved Bøtø Strand på Falster. En 57-årig mand blev i september sidste år dømt for forbrydelserne.

* Med et 25 år gammelt DNA-spor fra sæd på pigens bikini søgte politiet med henblik på at finde nogen, der kunne være i familie med gerningsmanden.

* Det resulterede i et match. Prøver viste efterfølgende, at det med størst mulig sandsynlighed var den 57-åriges sæd på bikinien.

* Samme måned sidste år blev en 40-årig rumænsk mand idømt to år og ni måneders fængsel for at have voldtaget en 22-årig kvinde i 2022.

* Voldtægten fandt sted på Roskilde Festival, hvor manden var pantsamler.

* En telefon, som den nu dømte efterlod på stedet, ledte politiet på sporet af en mistænkt. DNA-undersøgelser viste, at en mistænkt mand var uskyldig, men at han højst sandsynlig var i familie med voldtægtsmanden. Derefter blev pantsamleren fundet og retsforfulgt.

* I 1990 blev 23-årige Hanne With dræbt i sin lejlighed i København. I juli 2024 faldt der dom i sagen.

* Via slægtskabssøgning fandt politiet et match med DNA-spor fra lejligheden. Det ledte politiet videre til gerningsmanden.

* Blandt andet ud fra DNA-matchet og et blodigt fodaftryk på Hanne Withs køkkengulv blev en slagter idømt 11 et halvt års fængsel for drabet.

Kilder: Ritzau.

/ritzau/