I fremtiden skal der tages mere hensyn til de elever, der lider under andre elevers opførsel.

Det skal ske ved at gøre det tydeligt – blandt andet gennem eftersidning – at handlinger har konsekvenser. 

Sådan lyder det fra Børne- og Undervisningsministeriet, der i dag er kommet med otte justeringer til ordensbekendtgørelsen

»Folkeskolen skal kunne rumme alle børn, men den skal ikke acceptere al adfærd. Vold, mobning og hærværk er ødelæggende for skolens hverdag,« siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse i dag. 

Og så skal det helt grundlæggende være tydeligt for lærere, pædagogisk personale og ledelse, hvordan de kan og må handle for at fremme den gode orden i folkeskolen.

Undervisningsministeren vil konkret lave følgende ændringer: 

1. Bedre beskyttelse af elever, ansatte eller andre, der er påvirket af andre elevers dårlige opførsel: Der skal være større hensyn til de elever ansatte eller andre, som bliver negativt påvirket af andre elevers opførsel.

2. Skoletjeneste – elever hjælper med oprydning ifm. eftersidning: Elever kan blive bedt om at hjælpe med oprydning eller lignende, således at der anvises en konkret vej til at genoprette skaden på fællesskabet.

3. Udelukkelse fra undervisning: En elev kan blive udelukket fra undervisningen mere end to gange om året, hvis skolelederen vurderer, at det er nødvendigt. Dog stadig kun mellem syv og 10 dage.

4. Akutindsats med hurtig hjælp: Hvis en elev har behov for en øjeblikkelig indsats, kan der hurtigt sættes en specialpædagogisk indsats i gang.

5. Øget fleksibilitet ved overflyttelse af en elev til en anden skole: Det bliver lettere at flytte en elev til en anden skole, hvis det er nødvendigt. Dette sker med inddragelse af kommunalbestyrelsen.

6. Fokus på digital adfærd: Det bliver tydeligere, at ordensbekendtgørelsen også kan benyttes ved dårlig opførsel og krænkelser online over for andre elever eller skolens personale. For eksempel ifm. mobning på sociale medier.

7. Forældrene skal tage deres del af ansvaret: Skolen kan give forældre konkrete opgaver eller stille krav, der skal hjælpe deres barn med at forbedre sin opførsel i skolen.

8. Præcisering af SFOens rolle: Det tydeliggøres, at sfo’en i åbningstiden kan tages i brug ifm. iværksættelse af foranstaltninger. 

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet