Det voldsomme vejr over Danmark – og de heraf udsprungne trafikale udfordringer – fortsætter torsdag morgen.

Her er det vigtigste, du skal vide torsdag morgen.

Fraråder kørsel

Adskillige af landets politikredse fraråder fortsat unødig kørsel.

Nordsjællands Politi nævner specifikt Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Egedal.

Sydøstjyllands Politi fraråder unødig kørsel i Skanderborg, Horsens, Hedensted og Vejle.

Østjyllands Politi og Nordjyllands Politi fraråder al unødig kørsel i hele politikredsen.

Spærret motorvej

På Vestmotorvejen har en lastbil sat sig på tværs mellem Korsør og Vemmelev, og motorvejen er derfor spærret helt i retning mod København.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på X.

Kilometerlang kø

På motorvejen E45 har en kilometerlang kø af biler været fanget siden i går middags på grund af sne.

Bilerne skal trækkes fri en for en, og det betyder, at folk har siddet fast natten over og sovet i deres biler. Mange har været uden vand og mad, og nogle er løbet tør for brændstof, oplyser Østjyllands Politi til TV 2.

Til DR siger politiinspektør Brian Voss Olesen, at politiet torsdag morgen er i gang med at skaffe mad og drikke til de, som har siddet fanget i efterhånden rigtig mange timer.

Der er ingen tidshorisont for, hvornår køen er afviklet, lyder det.

Aflyste og forsinkede busser

Bybusser i Aarhus og Randers kører ikke.

I Silkeborg, Viborg, Herning og Aalborg kører busserne i det omfang, det er muligt, oplyser Dansk Trafikinfo på X.

Vejrudsigt

Torsdag ser ud til at byde på mere roligt vejr end onsdag. Det oplyser Hans Peter Wandler, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.

Mens der ikke er risiko for decideret snestorm, er der risiko for snefygning.

Det drejer sig om Nord- og Vestsjælland, store dele af Jylland og på Bornholm, hvor der især vil være udfordringer torsdag formiddag. Det skriver DMI i et varsel.

DMI definerer snefygning ved, at der er over ti centimeter løs sne til stede, og at middelvindhastigheden overstiger ti meter i sekundet.