Det blev kaldt Danmarkshistoriens største børsskandale, da OW Bunker i november 2014 kollapsede efter blot otte måneder som børsnoteret selskab.

Siden har der i flere spor kørt erstatningssager med krav mod kapitalfonden Altor, der var OW Bunkers ejer, Deloitte, der var OW Bunkers revisorfirma, samt den tidligere ledelse.

Fredag har Østre Landsret afsagt dom i den erstatningssag, hvor kurator Søren Halling-Overgaard har krævet erstatning til konkursboet og dermed de banker og kreditorer, der mistede store beløb i konkursen.

Læs om hele forløbet her:

* OW Bunker var en virksomhed med hjemsted i Nørresundby, der handlede med brændstof til skibe verden over. Selskabet havde over 600 ansatte.

* I 2007 blev selskabet købt af kapitalfonden Altor.

* I 2013 havde selskabet en omsætning på 92,3 milliarder kroner, hvilket gjorde det til Danmarks næststørste på daværende tidspunkt - kun overgået af A.P. Møller - Mærsk.

* I marts 2014 blev OW Bunker børsnoteret. Aktien steg fra 145 til 175 kroner på første handelsdag, og 20.000 privatpersoner besluttede at købe aktier.

* I oktober 2014 nedjusterede selskabet sine finansielle forventninger grundet "et usædvanligt fald i olieprisen".

* 5. november 2014 kom det frem, at selskabet havde et potentielt tab på 125 millioner dollar (800 millioner kroner) på grund af forhold i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. To dage senere kom konkursbegæringen.

* Det førte til en straffesag mod Dynamic Oil Tradings direktør, Lars Møller. I 2019 blev han idømt fem års fængsel for mandatsvig af særlig grov karakter. Han påførte OW Bunker et tab på 645 millioner kroner.

* Jim Pedersen, der var administrerende direktør i OW Bunker, døde i 2017 efter længere tids sygdom.

* Konkursen medførte flere erstatningssager fra investorer og konkursboet efter OW Bunker.

* I 2024 - efter ti års tovtrækkeri - indgik pensionskasserne ATP, PFA samt en række andre institutionelle investorer et forlig. Forliget indebar, at de blev kompenseret med samlet 645 millioner kroner fra kapitalfonden Altor, bankerne Morgan Stanley og Carnegie, OW Bunkers konkursbo samt den tidligere ledelse.

* Én erstatningssag var derefter tilbage. Konkursboets søgsmål mod Altor, den tidligere ledelse og Deloitte. Sidstnævnte var revisionsfirma for OW Bunker.

* Kravet fra konkursboet lød på 1,2 milliarder kroner.

* Konkursboet tilbød at indgå et forlig på det halve beløb, men det blev afvist.

* Derfor blev sagen i februar indledt i Østre Landsret.

* Fredag har Østre Landsret dømt Lars Møller og en tidligere finansdirektør i OW Bunker til at betale 200 millioner kroner i erstatning. Andre frikendes for at betale erstatning.

Kilder: Ritzau, Shippingwatch, DR og Børsen.

/ritzau/