Uidentificerede droner er flere gange i denne uge blevet observeret i luftrummet over danske lufthavne.
Det skete først i luftrummet over Københavns Lufthavn mandag aften og igen onsdag aften nær Aalborg Lufthavn.
Det var på det bagtæppe, at Rigspolitiet tidligt natten til torsdag holdt en pressebriefing på Københavns Politigård.
Her deltog rigspolitichef Thorkild Fogde og ledende politiinspektør ved Københavns Politi Jens Jespersen.
Her kan du få et overblik over, hvad der blev sagt ved briefingen:
* Droner over Aalborg Lufthavn følger et mønster, der ligner samme mønster, som dronerne over Københavns Lufthavn fulgte mandag aften. Blandt andet flyver dronerne med lys.
* Det er for tidligt at konkludere, om der er direkte ligheder, og om der er en sammenhæng med droner over Københavns Lufthavn.
* Rigspolitiet overvejer, om det nationale beredskab skal hæves til næste niveau. Den Nationale Operative Stab (Nost) er blevet aktiveret på det lavest mulige niveau efter droneaktivitet i Københavns Lufthavn mandag. Der er tre niveauer.
* Politiets indsats går i øjeblikket ud på at forsøge at få taget dronerne over Aalborg Lufthavn ned, såfremt det kan ske på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.
* Derudover forsøger politiet at finde ud af, hvor droner kommer fra, og at få droneaktiviteten stoppet.
* Politiets indsats sker i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret.
* Politiet modtager i øjeblikket mange anmeldelser om droneaktivitet og overvåger dronesituationen i hele landet. Blandt andet har politiet natten til torsdag modtaget anmeldelse om droneaktivitet ved Sønderborg og Esbjerg lufthavn.
* Intet tyder på, at der tale om kommercielle, private droner ved hverken hændelsen i Aalborg eller hændelsen i København.
* Politiet er ikke komme nærmere på en specifik, statslig aktør efter mandagens droneaktivitet i Københavns Lufthavn.
Kilde: Rigspolitiets pressemøde.
/ritzau/