Rigspolitiet har opdaget, at nogle oplysninger fejlagtigt er blevet slettet i Det Centrale Kriminalregister.

Fejlen har fået konsekvenser. Udstedelsen af børneattester og våbentilladelser er blevet sat i bero. Det oplyste Rigspolitiet, der selv kalder det "meget alvorligt", torsdag.

Her er nedslagspunkter i Rigspolitiets orientering om sletningen af oplysninger.

* I Kriminalregisteret registreres oplysninger om sigtelser og afgørelser i straffesager samt en række øvrige oplysninger af politimæssig interesse.

* Konkret har man indtil videre fundet fejl vedrørende sletning af oplysninger i 48 sager. Nogle har været slettet for tidligt, andre for sent.

* Rigspolitiet vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at fejlen indebærer, at der mangler afgørelser på private og offentlige straffeattester.

* Kriminalregisteret er fra slutningen af 1970'erne og dermed baseret på ældre og utidssvarende teknologi. Det giver anledning til udfordringer for udvikling og ændringer af særligt kompleks karakter.

* Kriminalregistret står af samme årsag til udskiftning i de kommende år.

* Om få dage forventer Rigspolitiet at tage stilling til, om behandlingen af sager om våbentilladelser og børneattester skal genoptages.

* Rigspolitiet har igangsat en undersøgelse af, om slettede afgørelser, som ikke allerede er genskabt, kan genskabes. Politiet undersøger også, om det kan afdækkes, hvilke personer sletningerne har vedrørt.

* Fejlen vurderes at kunne have haft betydning for behandlingen af børneattester.

* Rigspolitiet finder det meget alvorligt, at der er konstateret fejl i sletningerne, da registeret er et vigtigt internt arbejdsredskab i politiet.

Kilder: Rigspolitiet og Justitsministeriet.

RITZAU