En længe ventet rapport er landet.
Efter to år har et ekspertudvalg med den tidligere økonomiske overvismand Michael Svarer i spidsen onsdag præsenteret sine anbefalinger for, hvordan man kan pålægge landbruget en CO2-afgift.
Afgiften skal være med til at sænke udledningen af drivhusgasser i Danmark.
Politikernes opgave til eksperterne har ifølge rapporten været, at de skulle finde en model, der både sikrer en omkostningseffektiv opfyldelse af 70-procents målet, samtidig med at det ikke må koste landbruget arbejdspladser.
Men det er ifølge rapporten ikke muligt at levere én model, der kan levere på begge ønsker.
Det såkaldte Svarer-udvalg kommer med tre forskellige modeller.
Alle tre modeller medfører fald i beskæftigelsen – men den beskæftigelse, der bliver frigivet i landbrugssektoren, vil finde beskæftigelse i andre sektorer, siger Michael Svarer på pressemødet.
Modellerne kan du få et overblik over her:
Model 1: 750 kroner
Den for landmændene mest vidtgående model er en afgift på 750 kroner pr. udledt ton CO2.
I modellen vil der ikke være kompensation fra staten, og det vil være den samfundsøkonomisk billigste model.
Modellen vurderes at kunne reducere udledningen med 3,2 millioner ton CO2 i 2030.
Ekspertgruppen vurderer, at prisen på slagteri- og mejerivarer med denne model samlet setvil stige med 3,7 procent:
500 gram hakket oksekød forventes at stige med 4,5 kroner.
500 gram hakket grisekød forventes at stige med 0,6 kroner.
En liter mælk forventes at stige med 0,6 kroner.
Modellen indebærer et fald i landbrugsproduktionen på 15 procent – som vurderes at medføre et fald i beskæftigelsen i landbrugs- og fødevareindustrien på cirka 8.000 årsværk i 2030.
Det svarer til et fald på cirka 10,2 procent af de beskæftigede.
Model 2: 375 kroner
I udvalgets anden model foreslås en afgift på 375 kroner pr. udledt ton CO2.
Her opnås en lavere reduktion til gengæld for et større hensyn til landbruget.
Modellen vurderes at kunne reducere udledningen med op til 2,8 millioner ton CO2 i 2030.
I denne model vurderer ekspertgruppen, at prisen på slagteri- og mejerivarer samlet set vil stige med 2 procent:
500 gram hakket oksekød forventes at stige med 2,3 kroner.
500 gram hakket grisekød forventes at stige med 0,3 kroner.
En liter mælk forventes at stige med 0,3 kroner.
Modellen indebærer et fald i landbrugsproduktionen på 8,9 procent, hvilket vil medføre et fald i beskæftigelsen i landbrugs- og fødevareindustrien på cirka 4.800 årsværk i 2030.
Det svarer til et fald på cirka 6,1 procent af de beskæftigede.
Model 3: 125 kroner
Den tredje og sidste model foreslår en kombination af flere tiltag og har større fokus på teknologiske tiltag, der skal nedbringe den samlede udledning.
Den indeholder en afgift på 125 kroner pr. ton udledt CO2.
Modellen vurderes at kunne reducere udledningen med op til 2,6 millioner ton CO2 i 2030.
Ekspertgruppen vurderer, at prisen på slagteri- og mejerivarer samlet set vil stige med 1,1 procent:
500 gram hakket oksekød forventes at stige med 1,4 kroner.
500 gram hakket grisekød forventes at stige med 0,2 kroner.
En liter mælk forventes at stige med 0,2 kroner.
Modellen indebærer et fald i landbrugsproduktionen på 5,6 procent – som vurderes at medføre et fald i beskæftigelsen i landbrugs- og fødevareindustrien på cirka 3.050 årsværk i 2030.
Det svarer til et fald på cirka 3,8 procent af de beskæftigede.
Grøn trepartsforhandling
Ekspertgruppens anbefalinger skal danne grundlag for forhandlingerne om en grøn skattereform.
Den skal forhandles i en såkaldt »grøn trepart«.
Foruden regeringen består den af flere landbrugsorganisationer og grønne organisationer.
Svarer-udvalget består udover tidligere overvismand Michael Svarer af tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, skatteekspert Claus Thustrup Kreiner, professor i klima- og miljøøkonomi Mette Termansen, skatteekspert Joan Faurskov Cordtz og uafhængig konsulent Susanne Juhl, som har topledererfaring fra gasbranchen.
Du kan følge udviklingen her i Berlingskes liveblog.