Københavns Politi har torsdag offentliggjort resultatet af en efterforskning af dronehændelser i efteråret 2025.

Efter at politiet blev alarmeret om mulige droner over Københavns Lufthavn, fulgte en lang række lignende anmeldelser i resten af landet.

Her kan du læse, hvor og hvornår der blev observeret mulige droner over Danmark i efteråret 2025:

* 22. september om aftenen bliver flytrafikken til og fra Københavns Lufthavn indstillet i fire timer efter anmeldelser om, at flere droner er fløjet ind i luftrummet over lufthavnen.

* 24. september bliver der observeret mulige droner ved Aalborg Lufthavn om aftenen, og luftrummet over lufthavnen bliver lukket.

* Samme dag får Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelser om droneaktivitet ved lufthavnene ved Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup. Droner bliver angiveligt også set flyve ind over den nordlige del af Esbjerg.

* Både ved Aalborg Lufthavn og ved de tre lufthavne i Sydjylland har dronerne ifølge anmelderne fløjet med lys på.

* 25. september om natten er der melding om mulig droneaktivitet tæt på Billund Lufthavn. Flytrafikken indstilles her fra klokken 04.30 til 05.41.

* Samme nat oplyser Forsvaret, at der er observeret en drone over Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro.

* Sent om aftenen 25. september får Nordjyllands Politi igen anmeldelser om mulig droneaktivitet ved Aalborg Lufthavn. Luftrummet over lufthavnen bliver lukket fra klokken 23.40 til 00.35.

* 26. september om aftenen bliver der set en eller to droner over Flyvestationen Karup, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi efterfølgende.

* 30. september bliver luftrummet ved Aalborg Lufthavn lukket i otte minutter, efter at lufthavnens radarsystem har registreret en mulig drone. Den formodede drone forsvinder hurtigt fra området.

* 9. oktober bliver luftrummet over Billund Lufthavn lukket kortvarigt om formiddagen på grund af et "ukendt objekt", der er registreret i flyvesikkerhedszonen omkring lufthavnen.

* 16. november er der endnu en gang mistanke om droneaktivitet over Aalborg Lufthavn, og luftrummet over lufthavnen bliver kortvarigt lukket.

* Ingen af stederne bliver droner eller andre objekter skudt ned.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/