En person er afgået ved døden, og flere er kommet til skade, efter at et tog sent fredag eftermiddag blev afsporet i Sønderjylland syd for Bjerndrup.
Politiet vil lørdag klokken 10.00 afholde pressemøde om ulykken.
Få et overblik over togulykken her:
* En 60-årig kvinde er død, to personer er i kritisk tilstand, og tre andre er kommet alvorligt til skade. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi natten til lørdag.
* Ulykken skete syd for Bjerndrup, hvor et tog og en gylletransport var impliceret, oplyser politiet.
* Politiet blev kontaktet via alarmcentralen fredag klokken 16.46. Det var, kort tid efter at ulykken var indtruffet.
* Omkring 95 personer befandt sig på toget, har DSB oplyst.
* 106 personer var involveret i ulykken, oplyser politiet natten til lørdag.
* Det er endnu uvist, om den afdøde kvinde befandt sig i toget eller landbrugskøretøjet.
* De pårørende til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.
* To kvæstede blev fløjet fra ulykkesstedet med helikopter. Den ene blev fløjet til et hospital i Flensborg i Tyskland.
* På DSB's hjemmeside fremgår det, at toget var et InterCityLyn 951 med planlagt ankomst i Sønderborg klokken 17.13. DSB undersøger desuden årsagen bag ulykken, oplyser DSB.
* Aabenraa Kommune har i samarbejde med de to øvrige sønderjyske kommuner Haderslev og Tønder aktiveret et "fællesberedskab". Det siger Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen (K), til Ritzau.
* Kommunernes beredskab indebærer, at myndighederne er på standby og dermed står klar, hvis involverede parter skal have opholdsfaciliteter og anden form for hjælp.
* Resten af weekenden kører der ikke tog på strækningen Tinglev-Sønderborg, skriver DSB på X. I stedet indsættes der togbusser.
* Politiet har oplyst, at man vil være på stedet i lang tid endnu for at efterforske, hvordan ulykken skete. Transportminister Thomas Danielsen har meddelt, at også Havarikommissionen skal undersøge ulykken.
* Politiet vil give seneste nyt om ulykken under et pressemøde klokken 10.00 lørdag ved ulykkesstedet. Her vil også Brand og Redning Sønderjylland, Banedanmark og DSB deltage.
/ritzau/
