En silo på Fyn er styrtet sammen, og det har kostet menneskeliv.
På et pressemøde onsdag formiddag oplyser Fyns Politi, at to personer har mistet livet, og flere er kvæstet. Redningsarbejdet pågår.
Læs mere om, hvad vi ved, og hvad vi endnu mangler svar på i sagen:
Det ved vi:
* Der er tale om en arbejdsulykken ved Flemløse Biogasanlæg, der ligger i Flemløse i Assens Kommune. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 18.04 tirsdag.
* Anlægget var ved at blive udvidet med en ekstra tank, og i den forbindelse skulle der støbes et tag. Politiet formoder, at ulykken er sket, ved at taget på en silo er faldet ned.
* I alt ti personer arbejdede ved siloen på ulykkestidspunktet. Politiet formoder, at de ti var til stede på taget og omkring taget.
* To personer har mistet livet. Der er tale om udenlandske personer. Politiet oplyser ikke nærmere om deres identitet, eller hvilket arbejde de udførte.
* Seks personer er kommet alvorligt eller moderat til skade. Politiet vil ikke uddybe, hvilken tilstand de er i.
* En person er uskadt.
* En person er onsdag formiddag stadig savnet. Redningsarbejdet pågår, og fokus fra myndighederne er fortsat at redde liv.
* Arbejdet på stedet er besværliggjort af, at det er vanskeligt terræn at arbejde i. Betonen, der blev brugt til taget, var flydende, da ulykken skete, men det er begyndt at størkne. Der er tale om 750 ton beton.
* Desuden var der blandet jern i betonen, og taget er styrtet ned i siloen, hvor der også befandt sig ting.
* Politiet forventer onsdag formiddag, at arbejdet på stedet vil blive langvarigt. Der gives dog intet estimat for, hvor lang den ventes at blive.
* Der er i forbindelse med arbejdet brugt droner og hundepatruljer.
* Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør for Flemløse Biogas, ønskede tirsdag ikke at kommentere sagen. TV 2 Fyn har skrevet, at virksomheden ventes at udsende en pressemeddelelse onsdag.
* Arbejdstilsynet er tilkoblet efterforskningen, da det er en arbejdsulykke.
Det mangler vi svar på:
* Hvem var de afdøde personer?
* Hvad er de andre tilskadekomnes tilstand?
* Hvad gik galt, siden ulykken kunne ske?
* Hvad er Flemløse Biogasanlægs reaktion på ulykken?
* Kan nogen stilles til ansvar?
Kilder: TV 2 Fyn, Fyns Politi og Beredskabsstyrelsen.
/ritzau/