Opdateret

OVERBLIK: Den 13-årige pige er i live efter et døgns forsvinden

Den 13-årige pige, der forsvandt under omdeling af aviser lørdag middag, er fundet i live. Læs om sagen her.

Politiet har søndag arbejdet ved et hus på Fladholtevej i Kirkerup i forbindelse med eftersøgningsindsatsen syd for Slagelse. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Artiklen er redigeret efter udgivelsen, da den indeholdt navnet på den 13-årige pige. Berlingske har valgt at slette navnet af hensyn til pigen og hendes pårørende.

Den 13-årige pige er fundet i live, efter at hun har været forsvundet siden lørdag middag.

Det var budskabet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde søndag eftermiddag.

Her får du et overblik over, hvad vi ved om sagen:

– Pigen blev fundet søndag eftermiddag samtidig med anholdelsen af en 32-årig mand. Det skete kort før klokken 15.

– Politiet har ikke oplyst nærmere om hendes tilstand, kun at hun er ved bevidsthed. Politiet har heller ikke oplyst, om hun er blevet genforenet med sin familie.

– En 32-årig mand er anholdt og vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør.

– Det er uvist, hvad han sigtes for. Der er foretaget flere anholdelser, men politiet har ikke ønsket at uddybe dette.

– Pigen forsvandt lørdag, efter at hun havde delt aviser ud i Kirkerup syd for Slagelse.

– Pigen færdiggjorde sin avisrute lørdag klokken 11.30, og samme tidspunkt ringer hun til faren og siger, at hun var på vej hjem.

– Derefter har familien ikke hørt fra hende, fortalte faren lørdag til Ekstra Bladet.

– Familien fandt efterfølgende ifølge faren den 13-åriges cykel, taske og telefon i vejkanten.

– Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste pigen med navn og billede lørdag kort før klokken 16.00.

– Søndag morgen havde politiet modtaget op mod 600 henvendelser fra borgere, der havde videooptagelser og andre oplysninger i sagen.

– Søndag formiddag udtalte politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, at man arbejdede ud fra en teori om, at der er sket en kriminel handling.

– Politiet har søndag haft afspærret et hus og desuden afspærret en vej for gennemkørsel i Kirkerup.

Kilder: Politiets pressemøde, Twitter, Ekstra Bladet, sn.dk, TV 2, pressemeddelelse fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, B.T. og Ritzau.

/Ritzau/