En 32-årig mand, der er sigtet for at kidnappe en 13-årige pige, er mistænkt for at stå bag flere forbrydelser mod unge kvinder i lokalområdet.
Det fortæller Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Udover den seneste sag om kidnapning og bortførelse, drejer det sig om drabet på Emilie Meng i 2016 og et overfald på en ung kvinde i Sorø.
Sigtelser, som den 32-årige nægter sig skyldig i.
Her er, hvad vi ved om de tre sager:
15-årig pige overfaldet på sti
Politiet fortæller på pressemødet, at gerningsmanden truede en ung kvinde med kniv og tvang hende ned på jorden på Topshøjvej i Sorø i november 2022.
Den 15-årige, der gik på Sorø Gymnastikefterskole, gjorde dog så meget modstand, at han til sidst løb fra stedet.
Pigen var ifølge lokalmediet sn.dk ude for at gå en tur alene og talte i telefon med sin mor, da hun blev overfaldet på skolens egen sti cirka 200 meter fra nærmeste bygning.
Kvinden gjorde dog så meget modstand, at manden til sidst løb fra stedet.
Den 32-årige er nu sigtet for trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt i sagen.
Emilie Meng forsvandt i 2016
10. juli 2016 blev Emilie Meng meldt savnet. Hun skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke 09.30, men dukkede aldrig op.
Meng blev sidst set klokken 04 samme morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station efter en bytur i Slagelse.
Det blev startskuddet til en stor efterforskning, hvor flere spor endte blindt.
24. december blev en død person fundet i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland. Det viste sig senere at være Emilie Meng.
Den 32-årige er nu sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt og drab på den 17-årige.
Det har ikke tidligere været fremme, at den 17-årige ifølge politiet har været udsat for voldtægt.
Den dræbte piges forældre er i dag blevet underrettet om, at der i dag er rejst sigtelse i sagen.
Kidnapning af 13-årig ved Kirkerup
15. april blev en pige kidnappet ved byen Kirkerup sydøst for Slagelse, da hun netop var blevet færdig med sin avisrute i området.
Cirka to kilometer fra hendes hjem fandt familien den 13-årige piges cykel, mobiltelefon og taske i en vejkant.
Kort tid efter blev en storstilet efterforskning sat i værk, og politiet ledte ed droner, helikopter og over 20 hunde.
Udover hjælp fra andre politikredse, flyvevåbnet og Nationalt Kriminalteknisk Center har modtog politiet også over 600 borgerhenvendelser i sagen.
Efterforskningen førte til, at politiet dagen efter kunne anholde den 32-årige mand, som er sigtet og anholdt i sagen.
Manden fra Korsør er mistænkt for at frihedsberøve og flere voldtægter mod pigen.