Omkring 45 personer blev natten til torsdag evakueret på grund af en kraftig brand i en etageejendom på Østervold i det centrale Randers.
Det fortæller indsatsleder Henrik Pedersen fra Beredskab og Sikkerhed, der torsdag morgen fortsat befinder sig på stedet.
- Der er et åbent p-areal under ejendommen, hvor to biler brænder. Det giver voldsom røg op på begge sider af ejendommen, hvor der er 35 lejligheder, og vi har evakueret alle 35 lejligheder.
- En del af dem er reddet ud med stiger og masker, siger indsatslederne.
Der har ikke været ild inde i selve lejlighederne, men de er ødelagt af røg og voldsom varmepåvirkning fra flammerne udenpå, fortæller han.
Vagtchef Dion Emdal fra Østjyllands Politi fortalte tidligere på morgenen til Randers Amtsavis, at myndighederne fik en melding om branden klokken 02.47.
- Da vi kommer frem, kan vi hurtigt konstatere, at der er ret meget ild, siger han til avisen.
Ilden blev slukket i løbet af morgenen, og der er ingen melding om alvorligt tilskadekomne personer.
Ifølge Henrik Pedersen kom syv personer på sygehuset med lettere skader fra røg.
For nuværende kendes brandårsagen ikke.
Kort før klokken otte torsdag morgen fortæller indsatsleder Henrik Pedersen, at beredskabet snart forlader stedet og overdrager det til politiet.
- Lige nu holder vi med en sprøjte, og så overdrager vi skadestedet til politiet.
- Inden for en halv times tid er vi færdige, og så kører vi hjem, siger han.
/ritzau/