Ottende mand er fængslet i sag om bandeopgør i Odense
Natligt overfald i februar har ført til endnu en varetægtsfængsling. Gruppe beskyldes for at videreføre LTF.
Natligt overfald i februar har ført til endnu en varetægtsfængsling. Gruppe beskyldes for at videreføre LTF.
Endnu en mand er onsdag blevet varetægtsfængslet af Retten i Odense i en sag om et blodigt overfald i bandemiljøet.
Der er tale om en 19-årig mand, der i øvrigt også sigtes for at have forsøgt at videreføre den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
Det oplyser senioranklager Daniel Dokkedahl fra Fyns Politi.
Knivoverfaldet skete natten mellem 13. og 14. februar. En BMW blev påkørt i Odense, og flere personer i bilen blev overfaldet med kniv.
Det ene af ofrene blev stukket hele 13 gange, og umiddelbart har politiet vurderet, at der var tale om forsøg på drab.
I forvejen er syv andre fængslet, heraf den ene in absentia. Det skete i et grundlovsforhør 8. april, hvor alle i øvrigt nægtede sig skyldige.
Siden 1. februar har politiet på Fyn haft travlt på grund af voldsomme eksplosioner, overfald og andre hændelser i en bandekonflikt.
I alt er 16 mænd med forbindelse til LTF blevet anholdt og varetægtsfængslet. På den anden side i konflikten står en gruppering, som kaldes Korsløkkegruppen.
For nylig oplyste politikredsen, at en særlig enhed - bandestaben - er sat til at koordinere indsatsen.
I en pressemeddelelse udtalte en politileder, at han har forståelse for, at den "skruppelløse kriminalitet" skaber utryghed blandt borgerne.
- Derfor er det også vigtigt for os at fortælle, at vi lægger et massivt pres på banderne, hvilket de mange anholdelser og fængslinger også vidner om, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein.
/ritzau/