En otteårig dreng med dansk statsborgerskab og hans mor blev i går evakueret fra Syrien til Danmark. 

Det skriver Udenrigsministeriet på deres hjemmeside. Drengens advokat, Knud Foldschack, bekræfter også  oplysningerne over for DR

Drengen og hans 27-årige mor har været i Al Roj-lejren siden 2019.

Drengen er det sidste barn med dansk statsborgerskab i den syriske fangelejr.

Tilbudt evakuering i september

Kvinden rejste som 16-årig til Syrien i 2014 og blev gift med et medlem af Islamisk Stat (IS). I 2020 valgte Udlændingestyrelsen at ophæve hendes danske statsborgerskab grundet hendes aktiviteter i IS.

Kvinden, der også har somalisk statsborgerskab, er født i Danmark, men flyttede som femårig til Storbritannien, hvor hun boede, indtil hun som teenager rejste til Syrien.

Kvinden og drengen blev i september tilbudt evakuering fra lejren. Den sagde de efterfølgende ja til.

Udenrigsministeriet har tidligere tilbudt drengen at blive evakueret, men uden hans mor, der ikke har dansk statsborgerskab.

Men i august fastslog Højesteret, at det er imod menneskerettighederne ikke at evakuere både mor og søn.

Tidligere er det kommet frem, at den otteårige søn er meget syg. Han har problemer med sine luftveje, ører, næse og hals og viser tegn på angst og depression.

Efter et besøg hos drengen i lejren anbefalede Sundhedsstyrelsens lægegruppe regeringen, at drengen blev evakueret. En evakuering var presserende, fordi der var sket en bekymrende forværring i hans sundhedstilstand.

Anholdt i lufthavn

Moren blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af flere terrorbestemmelser i straffeloven, skriver Udenrigsministeriet.

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at anholdelsen skete torsdag aften klokken 22.52 uden dramatik, og at barnet og hans mor sammen er blevet transporteret til Aarhus. Drengen er nu i kommunens varetægt.

Østjyllands Politi skriver, at kvinden fremstilles i grundlovsforhør fredag kl. 11.00 ved Retten i Aarhus.