Omkring 100 studerende blev 7.december guidet gennem Israel-Palæstina konflikten på Syddansk Universitet i Odense.
En studenterorganisation på universitetet, Menapt SDU, havde inviteret tre oplægsholdere til at give deres perspektiv på konflikten – »en anden virkelighed« end medierne præsenterer, indledte værtsorganisationen med at fortælle.
Det levede arrangementet i høj grad op til ifølge Berlingskes journalist, som var blandt de fremmødte.
Han brød totalforbuddet mod optagelser og kunne i avisen søndag berette, at der blev talt om »holocaustindustrien«, »et andet narrativ« på konflikten, end de danske medier anlægger, og en fortælling om, at holocaust er en »ressource, der gav jøder moralsk kapital.«
Én af oplægsholderne, journalist og radiovært Elias Ramadan, forholder sig i dagens afsnit af Pilestræde til udtalelserne.
Han er vært på programmet »Det, muslimer taler om«, og det var hans opgave at levere »en unik indsigt i journalistikkens indre væsen« til de fremmødte.
Arrangementets omstændigheder og ytringer fik Syddansk Universitets rektor, en historiker og en minister til at kritisere folkene bag. Men Elias Ramadan står ved sit oplæg, der havde fokus på, at de danske medier er skævvredet til fordel for Israel:
»Det mener jeg absolut.«
»Danske medier har fejlet i at humanisere civile i Gaza og har til tider gjort det modsatte, og det har ultimativt været med til at gøre det lettere for aggressorerne at sønderbombe Gaza, uden at borgere i Danmark har et mere virkelighedsnært billede af, hvad der sker i Gaza,« siger han.
Ramadan påstår desuden at kende til redaktører og journalister, der bliver presset af den israelske ambassade.
Hør hele interviewet i »Pilestræde«.