Brandvæsen og politi evakuerede torsdag eftermiddag cirka 20 personer fra en bygning på Store Kongensgade i København.

Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til oplysninger fra Københavns Politi.

Politiet har torsdag eftermiddag forladt stedet, og "indsatsen er lukket ned", siger vagtchef Mads Østermark til Ritzau kort efter klokken 17.00.

Flere personer i bygningen oplevede kløende øjne og hoste, men årsagen til det er ikke kendt på nuværende tidspunkt.

Omkring ti køretøjer fra både politi og beredskab var til stede i gaden torsdag eftermiddag. Også en enkelt ambulance holdt parkeret.

- De har fået det dårligt. Vi er ved at undersøge, hvad årsagen er, sagde vagtchefen til Ekstra Bladet.

Samtidig bevægede flere fra beredskabet sig ind og ud af en bygning udstyret med hjelm og iltflasker.

Ingen på stedet ønskede dog at udtale sig om de nærmere omstændigheder omkring evakueringen.

Politiets vagtchef oplyste til Ritzau kort før klokken 16.00, at de 20 mennesker er ansat i samme virksomhed. De hostede og oplevede svien og kløen.

/ritzau/