De seneste ugers kraftigt stigende coronasmitte er kommet bag på Sundhedsstyrelsen. Det stod klart efter pressemødet torsdag aften.
»Ja, det kom bag på os, at omikron pludselig var der,« sagde Sundhedsstyrelsens vicedirektør, Helene Probst.
Også en anden ting stod klart: Omikron tyder på at være så smitsom, at det kan blive svært at sikre sig mod smitte.
»Helt overordnet tror jeg, der er rigtig, rigtig mange, som vil blive smittet, og derfor vil det være svært for en ikke-immun person at undgå smitte,« sagde Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI).
Han mener ikke, at det er realistisk at stoppe smitten med omikronvarianten:
»Vi kan lægge en dæmper på den, men vi forventer ikke at kunne lukke den ned. Det vil kræve en fuldstændig nedlukning af et samfund.«
»Helt overordnet skal vi som samfund indstille os på, at når vi kommer ud af den her vintersæson, så er vi alle sammen immune over for coronavirus. Det kan vi blive på den lette og sikre måde ved at blive vaccineret. Men jeg tror, at det bliver rigtig, rigtig svært med de smittetal, vi kigger ind i, at undgå at blive smittet. Det kræver, at man har en helt ekstrem levevis og isolerer sig voldsomt, hvilket vil være svært foreneligt med et almindeligt liv,« siger han med henvisning til de borgere, der ikke er immune.
Den mangeårige chef for Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen talte ind i samme spørgsmål i onsdagens Berlingske. Han sagde mere markant, at næsten alt peger på, at den nye coronavariant er så smitsom, at langt de fleste danskere vil blive smittet med den i løbet af de nærmeste måneder.
»Når du har noget, der formentlig er lige så smitsomt som mæslinger, kan du ikke stoppe det overhovedet, og det spreder sig enormt hurtigt,« sagde han.
Det stod klart, at Henrik Ullum som medlem af Epidemikommissionen har rådgivet regeringen til at indføre flere restriktioner. Hvilke, ville han ikke uddybe.
Ændrede spilleregler
Henrik Ullum tilføjede, at omikron har ændret spillereglerne:
»Vi har opbygget det bedste værn mod den storm, vi har stået i indtil nu i form af vacciner. Den vaccineimmunitet, vi har opbygget, har været rigtig god mod den virus, vi har kendt indtil nu, nemlig deltavarianten.«
»Problemet er bare, at virus har ændret regler med den nye variant, omikron. Det svarer til, at stormen er blevet kraftigere. Trykket på vores samfund er blevet større, og det skal vi reagere på.«
Lige nu er sundhedsvæsenet flere steder så presset, at coronapositive medarbejdere går på arbejde på for eksempel plejehjem og passer coronasyge beboere.
Det fortalte direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri. Hun sagde, at det ikke var optimalt fra et sundhedsmæssigt perspektiv, men at nogle medarbejdere følte sig nødsaget til det, fordi der ikke er hænder nok til ellers at passe borgerne.