Lejlighedens vægge er nøgne. Der er ingen billeder eller malerier. Intet foto af den lille dreng. Heller ikke af hans mor. Kun hvide, historieløse vægge, på trods af at familien i sin korte tid sammen har oplevet mere end de fleste.
De har ikke haft tid til at hænge noget op. Dyr kunst er der ikke penge til, og hvilke familiefotoer ville de egentlig udvælge fra deres tid sammen? Skulle det være fra dagene på hospitalet? Eller hverdagen på krisecentret? Måske fra den periode, hvor de var nødt til at bo hos en helt anden familie for at få lov til at blive sammen?