Officielt: Forsvaret udpeger de potentielle leverandører til danmarkshistoriens største våbenhandel

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har nu udpeget de mulige leverandører til den langsigtede etablering af jordbaseret luftforsvar.

Partierne bag forsvarsforliget har i denne uge officielt godkendt den militærfaglige indstilling om, hvilke leverandører Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) skal gå videre med for at opfylde NATO-styrkemål.

I en pressemeddelelse fredag eftermiddag oplyser FMI, at partierne nåede til enighed tirsdag aften.

Anskaffelsen af et jordbaseret luftforsvar kører i to spor.

FMI arbejder således på en løsning, der kan leveres allerede i år eller næste år, og ved siden af det arbejder man på en mere permanent løsning på den længere bane.

I pressemeddelelsen sætter FMI navn på de potentielle leverandører til langtrækkende systemer og de kort- og mellemrækkende systemer.

Til førstnævnte inviteres fransk-italienske SAMP/T og amerikanske Patriot nu til at fremsende et tilbud på opgaven.

I forbindelse med kort- og mellemrækkende systemer kommer kampen til at stå mellem nu norske Kongsbergs Nasams, Iris-systemet fra tyske Diehl, franske MICA og det amerikanskproducerede IFPC.

Troels Lund Poulsen: »Det er helt afgørende«

De potentielle leverandører er ifølge FMI blevet udvalgt i en proces, hvor fokus har været på NATO-interoperabilitet, forsyningssikkerhed, operativ effekt og leveringstid.

I forbindelse med pressemeddelelsen oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen:

»Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation betyder, at vi kigger på jordbaserede luftforsvar på både den korte og den lange bane. Med denne beslutning i forligskredsen kan Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse arbejde videre med de kandidater, som militærfagligt er de bedste bud på permanent jordbaseret luftforsvar.«

»Det er helt afgørende, at vi finder den løsning, som bedst opfylder vores behov og som lever op til vores NATO-forpligtelser. Jeg forventer, at vi kan træffe den endelige politiske beslutning, så kontrakten kan indgås medio 2025.«