Ansatte i politiet er blevet advaret mod at bruge den trådløse teknologi Bluetooth. Det skyldes risikoen for aflytning.
Det skriver mediet Radar, som er en del af mediehuset Ingeniøren.
Advarslen er rundsendt fredag, og baggrunden er, at Forsvarets Efterretningstjeneste har orienteret flere myndigheder om, at der er risiko for aflytning gennem lydtilbehør, som er tilsluttet Bluetooth.
"Slå Bluetooth fra" er overskriften på den meddelelse, som Rigspolitiets Koncern-IT har sendt, skriver Radar mandag.
Opfordringen gælder, indtil andet meldes ud.
Bluetooth bør deaktiveres på mobiltelefoner, tablets, pc'er og lignende i arbejdssammenhæng, uanset om der er tale om tjenstlige eller private enheder.
Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser til Ritzau, at tjenestens såkaldte situationscenter regelmæssigt sender et nationalt situationsbillede "til udvalgte modtagere, herunder myndigheder, hvor forskellige risici og sårbarheder inden for it og teknologi omtales".
Der er ikke tale om selvstændige FE-vurderinger.
I det konkrete tilfælde er det blot en videreformidling af et opmærksomhedspunkt fra hjemmesiden WhisperPair.eu.
/ritzau/
