Nyt studie: Med den her form for humor har du mindre risiko for depression og angst
Et dugfriskt studie kobler en bestemt type humor til mennesker, der har angst og depression.

Et dugfriskt studie kobler en bestemt type humor til mennesker, der har angst og depression.

Et nyt italiensk studie viser, at særligt én form for humor er mere gavnlig for din mentale sundhed end andre.
Det skriver Illustreret Videnskab, der har kastet lys over studiet, som forskerne Alberto Dionigi, Mirko Duradoni og Laura Vagnoli fra Firenzes universitet har gennemført.
Og resultatet vil nok overraske nogle.
Det viser sig nemlig, at kærlig og velmenende humor er en beskyttende faktor mod depression, angst og stress.
Omvendt øger ironi og sarkasme risikoen for angst og stress, viser studiets resultater.
Det skyldes, påpeger forskerne, at ironi og sarkasme kan forstås som en måde at beskytte sig selv på.
»Det er en form for distanceret humor på andres bekostning, der skjuler, hvad man egentlig mener og føler, og hvilket humør man går rundt og er i,« siger forsker Alberto Dionigi til Illustreret Videnskab.
Studiets resultater er baseret på et spørgeskema, hvor 686 italienere har medvirket – af dem var 187 mænd og 499 kvinder. Alle sammen mellem 20 og 76 år.
Trods de slående resultater understreger forskerne bag undersøgelsen, at der er behov for mere forskning på området for at kunne fastslå noget med sikkerhed. Også på tværs af kulturer og nationaliteter.