Nyt studie kaster lys over afgørende vaccinespørgsmål: Vacciner begrænser smittespredning

Forskere bag vaccinen fra Oxford og AstraZeneca har som de første i verdenen påvist, at deres coronavaccine bremser smittespredningen. Eksperter efterlyser dog mere data.

Forskere fra universitet i Oxford har fundet frem til, at vaccinen fra AstraZeneca reducerer smittespredning. Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er efterhånden gammel viden:

Vacciner virker. Og vacciner virker på dem, der får skudt den flydende væske ind i kroppen.

Men midt i coronapandemien har et helt afgørende spørgsmål rejst sig: For reducerer vaccinen også smittespredningen?

Frygten har gået på, om vaccinerede personer kan bære rundt på coronavirus og smitte andre – selvom vaccinen altså danner en form for indvendigt skjold på deres egen krop.

Spørgsmålet har stået ubesvaret hen. Men nu er forskere på universitet i Oxford som de første i verden nået frem til et svar. Det skriver The New York Times.

Personer, der er vaccineret med vaccinen fra Oxford og AstraZeneca, har 67 procent mindre sandsynlighed for at give coronasmitte videre i forhold til personer, som ikke er vaccinerede.

Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, glæder sig over resultatet. Han mener, at resultatet bør give borgerne tillid til, at vaccinen ikke kun beskytter den enkelte, men også begrænser smitten i samfundet.

»Vi ved nu, at Oxfordvaccinen også reducerer spredningen af smitte, og at det vil hjælpe os til at komme over pandemien,« siger Matt Hancock til britiske BBC.

Mangler data

Forskerne er nået frem til resultatet ved ugentligt at coronateste personer, der har fået vaccinen fra Oxford og AstraZeneca. Testede personerne negativ, havde de ikke nok virus til at bringe smitten videre.

Resultatet er endnu ikke peer reviewed – bedømt af fagfæller – og forskere understreger, der er brug for mere data for at slå konklusionen endegyldigt fast.

»Det vil være en velkommen nyhed, men vi mangler mere data, før vi kan bekræfte resultatet. Så det er vigtigt, at vi alle fortsætter med at holde afstand, efter vi er blevet vaccineret,« siger Dough Brown, administrerende direktør for det Britiske Forbund for Immunologi, til The New York Times.

Oxfordforskerne har ligeledes fundet frem til, at en enkelt dosis af den britiske vaccine var 76 procent effektiv efter tre måneder. Resultatet lægger sig i forlængelse af den britiske vaccinestrategi, hvor man har udskudt den anden dosis af coronavaccinerne for at kunne give flest mulige briter deres første stik.

EU-Kommissionen godkendte vaccinen fra Oxford og AstraZeneca i slutningen af januar. Danmark har en aftale med AstraZeneca om vacciner til 2,6 millioner mennesker i Danmark.