Nazisternes massedrab på jøderne under 2. Verdenskrig er særdeles veldokumenteret. Alligevel trives de såkaldte Holocaust-benægtere stadig online – og det tilsyneladende ikke kun i internettets dunkle afkroge.
Ifølge en undersøgelse fra den britiske tænketank Institute for Strategic Dialogue (ISD), som kæmper imod ekstremisme, fremmer Facebooks algoritme »aktivt« indhold, der benægter Holocaust, skriver The Guardian.
Tænketanken konstaterer eksempelvis, at forskerne bag studiet blev foreslået sider med Holocaust-benægtende indhold, når de søgte efter »holocaust« i Facebooks søgefunktion. Derudover fandt de frem til i alt 36 Facebook-grupper med sammenlagt 366.068 følgere, som enten er dedikeret til Holocaust-benægtelse eller deler indhold om emnet. Hvis man følger sådan en side, kvitterer Facebook med anbefalingerne til lignende indhold, lyder konklusionen.
Undersøgelsen pointerer også, at Holocaust-benægtende indhold er tilgængeligt på sociale medier som Twitter, Reddit og Youtube.
»Disse virksomheder er derfor nødt til at spørge sig selv, hvilken type platform de gerne vil være: En, der tjener penge ved at lade Holocaust-benægtelse blomstre, eller en, der tager et principielt standpunkt imod det,« siger Jakob Guhl, en af researcherne bag projektet, til Guardian.
Tidligere i denne uge lød det fra Facebook og Instagram, at man fremover vil forbyde anti-semitiske konspirationsteorier, hvilket er en skærpelse af reglerne, som allerede forbyder visse former for hate speech.
Overfor Guardian fastslår en talsperson fra Facebook, at det sociale medie »fjerner ethvert opslag, der hylder, forsvarer eller forsøger at retfærdiggøre Holocaust«.
»Vi fjerner også grupper og sider, som diskuterer Holocaust-benægtelser fra vores anbefalinger og referencer i søgeforslag. Mens vi ikke fjerner indhold alene for at være usandt, så vil mange opslag, der benægter Holocaust, ofte overtræde vores politik om hadsk tale,« siger talspersonen til Guardian, som også forklarer, at det er svært at ramme den rigtige balance:
»Det er vanskeligt at finde den rigtige balance mellem at sørge for folks sikkerhed og at tillade ytringsfrihed, og vi ved, at mange mennesker er meget uenige i vores holdning. Vi udvikler og gennemgår konstant vores retningslinjer og får rådgivning af organisationer i hele verden for at sikre, at vi gør det rigtigt.«
I Storbritannien vil en gruppe religiøse ledere ifølge The Guardian opfordre regeringen til at slå hårdere ned på sociale medier, fordi de mener, at nogle sociale medier fortsat har problemer med håndtere racistisk, islamofobisk og antisemitisk indhold.