»Alle her deler en passion for at gøre en positiv forskel i samfundet« og »Du vil være omgivet af og samarbejde med passionerede og yderst kompetente kolleger«.
Jobannoncer fra landets virksomheder er i høj grad blevet passionerede. I første halvdel af 2023 blev ordet passioneret brugt i knap 15.000 jobopslag. Det er næsten en tredobling siden samme periode i 2016. Det viser en optælling, som DM Akademikerbladet har lavet på baggrund af data fra Jobindex.
»Passioneret kan være det nye plusord, ligesom forandringsparat, motiveret og agil tidligere har været det, og som nogenlunde dækker det samme«, fortæller Morten Ballisager, der ejer konsulenthuset Ballisager, der beskæftiger sig med rekruttering, karriere og danskernes arbejdsliv.
At efterspørge passion i arbejdet er ikke bare en dansk tendens. To forskere fra Harvard Business School har i en analyse af 200 millioner jobopslag i USA konstateret, at antallet af jobopslag, der eksplicit nævner »passion«, steg fra 2 procent i 2007 til 16 procent i 2019.
Virksomhederne risikerer ifølge Morten Ballisager at skubbe folk fra sig. Folk, der faktisk er interesserede i jobbet, kan vælge det fra, fordi de ikke opfatter sig som passionerede.
»Nu går de skridtet længere og efterspørger ikke bare motiverede, men nu også passionerede ansatte«, siger Morten Ballisager til Akademikerbladet.
»Ordet passioneret giver mig også lidt kvalme. For hvad skal vi med det? Jeg kan være passioneret, når jeg er til fester. Det knytter sig til mine følelser og min privatsfære og ikke til arbejdet«.
TOP 10
Disse virksomheder har brugt ordet passioneret flest gange i jobannoncer i 2023:
Aarhus Kommune
Novo Nordisk
Netto
Magasin
LEGO System
Maxi Zoo
Gastrojob.dk
Kamstrup
Semco Maritime
Meny