Har du tidligere nydt ophold på Marienlyst Strandhotel i Nordsjælland eller Ystad Saltsjöbad lige over sundet i Sverige, er der godt nyt på vej. 

Ejerne bag, den svenske ESS Group, har nemlig planer om at bygge endnu et luksuriøst resort i Danmark – denne gang på Køge Strand med udsigt ud over havet. 

Ejerne overtog i 2018 Marienlyst Strandhotel, hvilket blev deres første danske lokation, men ikke den sidste, oplyser ESS group, der vil have det nye hotel klar til sommeren 2025. 

»Vi har fra start følt os hjemme i Danmark. Vores koncept falder i danskernes smag, og derfor har det været naturligt for os at se på flere muligheder. Vi er derfor meget stolte af, at vi snart kan byde velkommen til vores 15. destination – denne gang i Køge,« fortæller Jonas Stenberg, administrerende direktør i ESS Group, i en pressemeddelelse.

Ud over pool på tagterrassen vil der være to indendørs pools
Ud over pool på tagterrassen vil der være to indendørs pools Illustration: ESS Group

Rox Resort vil byde på 158 værelser, hvoraf seks er suiter, otte mødelokaler, en rooftop pool samt en indendørs pool club, to restauranter og fem barer samt et fitnesscenter og padelbaner.

»Rox Resort bliver et strandresort med international klasse og et perfekt skridt for os til at nærme os Europa yderligere. Vi tager inspiration med os fra Marienlyst, men også fra det, vi gennem årene har skabt i Sverige såsom Ystad Saltsjöbad, Hotel Pigalle i Göteborg og Ellery Beach House i Stockholm,« udtaler Jonas Stenberg. 

Sådan forventer ESS Group, at hotellet vil se ud, når du træder inden for dørene
Sådan forventer ESS Group, at hotellet vil se ud, når du træder inden for dørene Illustration: ESS Group