Nyt knivstikkeri i Storkøbenhavn – politiet massivt til stede

presse-fotos.dk

Københavns Vestegns Politi er torsdag eftermiddag rykket talstærkt ud til Avedøre i Hvidovre i forbindelse med et knivstikkeri.

»Vi er massivt tilstede ved Bymuren i Hvidovre. En yngre mand er blevet overfaldet i en lejlighed og er blevet stukket med kniv,« skriver politiet på Twitter.

Manden er kørt på hospitalet, og politiet kan for nuværende ikke oplyse yderligere om hans tilstand.

»Den indledende efterforskning indikerer, at der er tale om en særskilt hændelse, som ikke umiddelbart har forbindelse til andre sager,« skriver Københavns Vestegns Politi i et opfølgende tweet.

Politiet oplyser ikke i sine tweets, om der er nogen anholdte.

B.T. har været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, der ikke vil oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

Overfaldet skete kort før klokken 14.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de meget gerne vil høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området omkring Bymuren i Hvidovre omkring tidspunktet.