Flere og flere anmeldelser om grov økonomisk svindel er tikket ind hos politiet. Bedragerisagerne, som havner på politiets skriveborde, udgjorde i 2019 en markant stigning. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Sidste år blev 48.348 tilfælde af bedrageri anmeldt til politiet, og det er en stigning sammenlignet med året før.
11 procent er bedragerianmeldelserne steget med siden 2018.
Bedrageri er en formueforbrydelse, som består i, at man ved at vildlede nogen får dem til at handle anderledes, end de ellers ville, og dermed fremkalder et uberettiget økonomisk tab hos andre og hos sig selv en vinding. Bedrageri, som sker forsætligt, er strafbart efter straffelovens paragraf 279.
En stor del af anmeldelserne drejer sig om databedrageri, der blandt andet omfatter svindel på internettet med stjålne kortoplysninger. På en tiårig periode er andelen af databedrageri steget fra at udgøre 14 procent af de samlede bedragerianmeldelser i 2010 til 46 procent i 2019.
Sager om databedrageri kan være meget forskellige i karakter og kan involvere blandt andet misbrug af dankortoplysninger til mere organiseret kriminalitet.
På trods af den stigende andel har der været et samlet fald i databedragerier siden 2017. Der blev anmeldt 22.467 i 2019, og det er en procent mindre end i 2018 og otte procent mindre end i 2017, skriver Danmarks Statistik.
Der blev i alt rejst sigtelse i forbindelse med 25 procent af de anmeldte straffelovsovertrædelser i 2019. Det er en stigning i forhold til 2018, hvor der blev rejst sigtelse i forbindelse med 24 procent af anmeldelserne.
Der rejses langt hyppigere sigtelse i sager om alvorlig personkriminalitet end ved ejendomsforbrydelser. Sigtelsesprocenten lå i 2019 således på 62 procent for voldsforbrydelser og på 54 procent for seksualforbrydelser, men kun på 20 procent for ejendomsforbrydelser. Dog blev der rejst sigtelse i forbindelse med 31 procent af bedragerianmeldelserne, som er en del af ejendomsforbrydelserne.
I januar blev en 24-årig mand fra Greve dømt for groft bedrageri mod 8.000 forbrugere i en konkurrence på nettet. Manden udlovede store præmier mod en betaling på fem kroner, men forbrugerne endte i stedet med at blive tilmeldt et dyrt abonnement til en datingside.
Annoncerne for konkurrencen lovede dyre præmier som telefoner, kosmetik og gavekort fra store virksomheder i Danmark, og da forbrugerne betalte de fem kroner, blev de tilmeldt et abonnement, hvor der efterfølgende automatisk blev trukket 499 kroner fra deres konto. Dommen fra Retten i Roskilde blev anket til landsretten.
Langt de fleste anmeldelser om bedrageri kommer fra borgere i hovedstaden – de udgør 12.930 anmeldelser, hvilket er 27 procent af det samlede antal anmeldelser.