Rigshospitalet døjer fortsat med vandskader og skimmel. I januar 2023 fossede vand ud på gulvet på et kontor på Rigshospitalets afdeling for børn med kræft.
Da de ansatte fik standset skaden, fandt de en større og gemt vandskade med »massiv vækst af skimmelsvamp« på afdelingen.
Det får en af landets mest vidende eksperter til at hejse et markant advarselsflag. For det er ikke første gang, at kræftafdelingen for børn er inficeret af store mængder skimmelsvamp.
»På en børnekræftafdeling må der ikke være skimmelsvampe. Derfor er det et problem, at der jævnligt er vandskader,« siger Suzanne Gravesen.
Hun er tidligere seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut og var en af forfatterne på Sundhedsstyrelsens seneste store rapport om sundhedsproblemerne ved fund af skimmelsvamp.
Berlingske har tidligere fortalt, at Rigshospitalet er hårdt ramt af skimmelsvamp. Alene de seneste fem år er der registreret mindst 110 tilfælde af skimmelsvamp på Rigshospitalet.
Mere end halvdelen af fundene er gjort på afdelinger for de mest sårbare patienter. Blandt andet børnekræftafdelingen og afdelingen for organtransplanterede børn.
Nu kan Berlingske afsløre, at Rigshospitalets børnekræftafdeling to gange i 2023 er blevet ramt af vandskader, der har resulteret i stor vækst af særligt farlige typer af skimmelsvamp.
Og det er ikke første gang, at afdelingen for børn med kræft er ramt.
I 2019 var en række sengestuer også ramt, og i 2020 måtte skolestuen, hvor børnene fik undervisning, lukkes af i flere måneder.
Og efter at syv kræftsyge børn i årene 2017-2019 fik en infektion med den type skimmelsvamp, der hedder Aspergillus flavus, foretog hospitalet en række målinger af luften på børneafdelingen. Der fandt de store mængder skimmelsvampe i ventilationen.
Dermed har nogle af de mest sårbare patienter på Rigshospitalet været i risiko for at få livstruende infektioner, mens de var på hospitalet.
Giv patienter maske på
Mens der pludselig plaskede vand ud på et kontorgulv i 2023, var et kræftsygt barn indlagt i rummet ved siden af. Det oplyser Rigshospitalet til Berlingske.
Vandskaden skyldtes, at cisternen i et indbygget toilet var sprunget læk. Vandet fra toilettet løb ind under væggen, så et kontor og en sengestue blev lukket af i flere måneder på grund af skimmelsvamp i væggene.
Men da teknikerne fra den private virksomhed Hussvamp Laboratoriet testede området, fandt de »meget høj« vækst af skimmel. Det fremgår af en rapport, Berlingske har fået aktindsigt i.
Derudover fandt de også helt nye uopdagede vandskader. Det oplyser Rigshospitalet til Berlingske.
»Skimmelvæksten i væggen skyldes gamle usynlige vandskader,« lyder det i et skriftligt svar.

Dermed kan der være meget mere skimmelsvamp på hospitalet, end Rigshospitalet overhovedet er klar over.
Men der skal slet ikke være skimmelsvamp på Rigshospitalet og i særdeleshed ikke på de afdelinger, som huser de mest sårbare patienter, lyder vurderingen.
Det fastslår Niels Høiby, overlæge på Rigshospitalet og professor i klinisk mikrobiologi.
For de skimmelsvampe, Rigshospitalets ansatte finder i hospitalets vægge, kan give særligt sårbare patienter fatale infektioner, siger Niels Høiby. Han har derudover også siddet i regionsrådet for Liberal Alliance 2013-2017:
»De kan slet ikke tåle at få infektioner med skimmelsvampe, mens de fleste normale personer jo ikke bliver angrebet,« siger Niels Høiby, der mener, at patienterne burde bære masker, hvis der er skimmelsvamp på afdelingen.
»For svampesporerne kommer ind, når man indånder luften, hvor de er i.«
Især to af de svampe, der er fundet på afdelingen, giver anledning til bekymring.
Farlige svampe
Den skimmel, der blev fundet på sengestuen i januar efter den ødelagte cisterne, blev først fjernet i marts.
Men senere samme måned måtte Rigshospitalet igen lukke stuer af på kræftafdelingen for børn.
For nu var blandt andet legestuen, hvor alle børnene kommer, blevet ramt af en vandskade. Det samme var stue 19, der ligger op ad legestuen.
Og en ny, sundhedsskadelig skimmelsvamp var dukket op.
Det ved vi fra undersøgelser, som Hussvamp Laboratoriet har foretaget. Det er et privat laboratorium, der bliver hidkaldt ved fund af eller mistanke om skimmelsvamp på Rigshospitalet.
I deres undersøgelser, som Berlingske har fået aktindsigt i, kan man læse, at de har fundet flere typer af skimmelsvamp på afdelingen, som kan være fatale for kræftpatienter.
Især en af de svampe, de fandt i de fugtige vægge, giver anledning til bekymring.
Den hedder Aspergillus fumigatus.
Svampen er begyndt at udvikle resistens, og det betyder, at den ikke reagerer på de svampehæmmende midler, som børnekræftafdelingen giver patienterne.
Denne forebyggende svampemedicin er en vigtig beskyttelse af børnene.
Hvis de indånder svampesporerne, kan svampen sætte sig fast i lungevævet, vokse og udvikle sig til livstruende svampeinfektioner.
Ifølge Statens Serum Institut vil mellem 30 og 50 procent af disse patienter dø af en invasiv svampeinfektion.
Men er der tale om resistente skimmelsvampe, stiger dødeligheden betragteligt.
»Det er en sygdom, som er behæftet med en betydelig dødelighed. Almindeligvis mellem 40 og 60 procent, men hvis svampen er resistent, så stiger dødeligheden helt op til 90 procent,« sagde professor Maiken Cavling Arendrup i 2018 til DR.

Hos Rigshospitalet er man dog umiddelbart ikke bekymrede over, at der er fundet Aspergillus fumigatus på kræftafdelingen for børn.
I et skriftligt svar på, om fundet givet anledning til bekymring, svarer Rigshospitalet, at det er »vigtigt at bemærke, at væggene har været forseglede med filt og maling, og der har ikke været synlig skimmelvækst, før væggen blev brudt ned under renovering.«
De tilføjer, at de altid tager »sådanne fund alvorligt og afskærmer, sanerer og renoverer med det samme.«
Grundlæggende fugtproblemer
Også på legestuen på kræftafdelingen har eksperterne fra Hussvamp Laboratoriet fundet en ubehagelig svamp i vækst i 2023.
Efter at vand drev ned ad væggene, begyndte skimmelsvampen Chaetomium at vokse til det, Hussvamp Laboratoriet i deres undersøgelser fra april kalder et »meget højt« niveau af vækst.
Den slags gentagne fund på Rigshospitalet er bekymrende, siger professor og overlæge Niels Høiby.
»Det er desværre ikke nyt, at der er fundet skimmelsvampe på hospitalet,« siger Niels Høiby og tilføjer:
»De kommer især i forbindelse med ombygninger, fordi svampesporerne bliver frigjort. Og så kommer de ud i luften og kan inficere de patienter, der er i nærheden«
Skimmelsvampen opstår grundlæggende, fordi Rigshospitalet har problemer med fugt.
Bygningens betonfacade er nogle steder så slidt, at der nogle steder er spændt et net ud over den, så sten ikke falder ned i hovedet på forbipasserende.
Og vandrørene er gamle og springer ofte læk.
Det er derfor heller ikke første gang, der er problemer med vandskader på den afdeling, hvor børn med kræft hører hjemme på Rigshospitalet.
I 2019 og 2020 var der også store problemer med vandskader på afdelingen.
Der blev blandt andet fundet »massiv vækst af skimmelsvamp« på den skolestue, hvor kræftramte børn fik undervisning på Rigshospitalet.
Det kan man læse i en rapport, der blev udarbejdet af Hussvamp Laboratoriet i forbindelse med en af vandskaderne dengang.
Samme sted kan man læse, at Hussvamp Laboratoriet måtte besøge stuen to gange i løbet af 2020, før de kunne godkende den reparation af skolestuen, som Rigshospitalets tømrere havde lavet.

Tre måneder efter at de havde konstateret skimmelsvampen på stuen, var der nemlig stadig skimmelsvampe i gulvet på skolestuen.
Seniorforsker Suzanne Gravesen forklarer, at der kan forekomme skimmelsvampe, når der er vandskader. Det skyldes, at fugt i byggematerialerne kan resultere i vækst af skimmelsvampe.
»I et normalt hus ville det ikke udgøre samme problem, men på en børnekræftafdeling må der ikke være skimmelsvampe,« siger hun.
Suzanne Gravesen er derfor ligesom Niels Høiby bekymret over vandskaderne.
»De patienter, der er på afdelingen, har et nedsat immunforsvar og kan derfor ikke tåle at være i rum med potentielt sygdomsfremkaldende skimmelsvampe, da de ikke har forsvaret til at slå en eventuel infektion ned.«
Rigshospitalet har tidligere oplyst til Berlingske, at bygningsmassen »som sådan« ikke har indflydelse på antallet af svampeinfektioner:
»Men det er klart, at fordi Rigshospitalet består af flere gamle bygninger, er der en øget risiko for vandskader og deraf skimmelsvamp, hvis ikke vandskaden bliver opdaget og udbedret med det samme. Hvis vi opdager, at der er fugtskade et sted, sætter vi ind med det samme i tæt samarbejde med Center for Ejendomme og andre relevante parter,« skriver Rigshospitalet.