Nye Borgerlige har en plan, der skal afblæse koranloven – men beskedne syv e-mail viser, at det nok bliver umuligt
Koranloven er vedtaget, men det er først nu, at fristen udløber for at sende loven til folkeafstemning.

Koranloven er vedtaget, men det er først nu, at fristen udløber for at sende loven til folkeafstemning.

Tiden er ved at løbe ud.
Koranloven kan stadig afblæses, selvom den blev tredjebehandlet og vedtaget torsdag.
Nye Borgerlige, som er stærk modstander af loven, er imidlertid tæt på at kaste håndklædet i ringen.
Skal en lov sendes til folkeafstemning, skal det ske senest tre hverdage efter vedtagelsen. Og 60 medlemmer skal stå bag.
Kun en times tid efter det reviderede forslag blev stemt igennem torsdag med flertal på 94 stemmer mod 77, rundsendte Nye Borgerlige en mail til alle folketingsmedlemmer, hvori man opfordrede til at skrive under på at bakke op om en folkeafstemning om koranloven.
Partiet opfordrede således til at aktivere den særlige paragraf 42 i grundloven.
Men der kom ikke mange svar. Syv medlemmer er i skrivende stund vendt tilbage og har meddelt, at de var indstillede på at aktivere den særlige regel. Svarene talte medlemmer fra Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Lars Boje Mathiesen og Theresa Scavenius.
Det fortæller formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund til Berlingske.
»Der er intet, som tyder på, at vi får opbakning til det.«
»Men jeg synes, at vi skal give partier, som har været enormt kritiske over for loven, muligheden for at tænke sig om en ekstra gang,« siger hun og nævner Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Liberal Alliance.
»Hvis man virkelig synes, at loven er så stort et problem, så er det mig en gåde, at man ikke er parat til at gå hele vejen for at stoppe loven,« siger Pernille Vermund.
Det »helt afgørende« argument for en folkeafstemning er ifølge formanden, at loven handler om begrænsning af ytringsfrihed og mulighederne for religionskritik.
»Det er jo ret voldsomt.«
»Vi har en regering, der ikke tidligere med ét ord har nævnt, at de ville begrænse danskernes ytringsfrihed – tværtimod har alle tre partier stået højt på ytringsfriheden. Nu har de vedtaget en lov, som begrænser danskernes ytringsfrihed og muligheder for religionskritik,« siger Pernille Vermund.
»Derfor er det også passende, at man lægger spørgsmålet ud til befolkningen.«
Vermund hævder, at der formentlig ikke havde været flertal for koranloven, hvis folketingsmedlemmer havde stemt efter personlig overbevisning i stedet for partidisciplinen.
»Og det er endnu en grund.«
Formålet med paragraf 42 er netop at beskytte et mindretal.
Steffen Larsen, retsordfører for Liberal Alliance, som stemte imod loven, erkender, at han ikke har besvaret mailen fra Nye Borgerlige.
Han går nemlig ikke ind for en folkeafstemning, selvom han fra Folketingets talerstol argumenterede meget stærkt mod loven og blandt andet sagde, at den frie kunst ville få indskrænket dens muligheder.
»Det handler om proportionalitet. Hvis denne her lov nu stoppede flere tusinde mennesker, som gjorde såkaldt utilbørlige ting ved koraner og bibler, så var proportionerne måske til en folkeafstemning. Men det er primært tre-fire personer, som har stået bag (koranafbrændinger, red.),« siger Steffen Larsen.
»Der er også kunstnere, som også bliver ramt, men overordnet set er det få personer. Og en folkeafstemning koster en masse ressourcer og millionvis af kroner,« siger han.
Hvis flere var blevet ramt, end tilfældet er, kunne han godt se sig selv stemme for at sende koranloven til folkeafstemning, bekræfter han.
Noget tyder på, at en folkeafstemning, hvis den blev gennemført, ikke ville forhindre loven. En måling gennemført af analyseinstituttet Voxmeter i september har vist, at godt halvdelen af danskerne bakker op om regeringens forbud, og kun cirka 35 procent er imod.