Ny video viser politimand slå fotograf flere gange
Fotograf ses gå flere skridt væk fra betjent efter at være blevet slået, hvorefter han bliver slået igen.
Fotograf ses gå flere skridt væk fra betjent efter at være blevet slået, hvorefter han bliver slået igen.
En video delt på Instagram viser fra en hidtil uset vinkel, hvordan en politimand flere gange slår en pressefotograf under en demonstration i København i weekenden.
I forbindelse med demonstrationer i København lørdag blev både en fotograf fra Ekstra Bladet og en fotograf fra Politiken slået med knipler af politifolk, hvilket affødte kritik af politiets fremfærd fra avisernes chefredaktører.
Også Dansk Journalistforbund og Pressefotografforbundet reagerede efter episoderne, og mandag oplyste Københavns Politi, at man havde bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge forløbet.
Mandag aften delte en bruger på det sociale medie Instagram en video fra demonstrationen, hvor Politikens fotograf bliver slået.
På videoen ser man, hvordan en betjent iført hjelm og med kniplen i højre hånd tager et par hurtige skridt frem mod fotografen, der står langs en husmur på Højbro Plads.
Fotografen står med et kamera foran sit ansigt, som om han fotograferer. Nogle meter fra ham står en anden mand med et kamera, der også umiddelbart fremstår som en professionel fotograf.
Betjenten ses i første omgang slå to gange mod Politikens fotograf, som træder fem-seks skridt tilbage og stopper op.
Han træder derefter et lille skridt frem igen og peger i retning af den betjent, som netop har slået ham. Det ser ud, som om han siger noget, og herefter træder han yderligere nogle skridt væk fra betjenten.
Betjenten peger på fotografen og går flere skridt frem mod ham og slår igen fotografen.
RITZAU